Optakt til NRGinoen - fra Grenen til Grænsen

1. april 2021 - tankerne bag turen

Jeg har i mange år gået med tanken om at gennemføre Caminoen – ”pilgrimsfærden”, der vist nok findes i flere længder og forløb, men alle har endestation i Santiago de Compostela.

Ikke fordi jeg er specielt troende. Mig bekendt, er jeg heller ikke ramt af en livskrise. Ofte synes jeg også at gåture er kedelige, men lige bestemt Caminoen, har jeg altid syntes, der har været noget dragende over, siden jeg hørte om den første gang – selvfølgelig den fulde distance på godt 800 km. Det er det sejeste og alt andet er pjat 😉

Jeg kunne selvfølgelig vente på, at tiden tillader, at jeg kan drage afsted, men det bliver vist først som pensionist, at den tid opstår, så jeg har gået og syslet med, hvad der kunne være det bedste alternativ til en tur på Caminoen.

Nu har jeg langt om længe fundet det. Det ligger lige i min egen baghave. En tur ned gennem Jylland. Startende fra Grenen i Skagen, ned gennem Jylland og sluttende ved Flensborg Fjord. En tur, jeg har delt op i 26 etaper. De 3 første fra Grenen til Hirtshals og herefter følge Hærvejen fra Hirtshals til grænsen. Den samlede distance vil være på den rigtige side af 570 km.

Det hele tages i små bidder, som nu familielivet og tiden tillader det. Nogle gange nøjes jeg med en etape, andre gange, vil det blive til flere sammenhængende etaper. Jeg håber at nå det hele i 2021, men det er dog ikke det vigtigste. Selvom hele turen fra Hirtshals til grænsen allerede er ”opfundet”, har jeg i vanlig selvpromoverende stil valgt at kalde hele turen for ’NRGinoen’. Så smager det også lidt af Caminoen.

…og hvorfor så gøre det? Er det manden, der har rundet de 50 år, som er ramt af panik? Nej, egentlig ikke. Det er nok mere manden, der elsker ’små projekter’, der ikke involverer havearbejde, hvor man kan sidde og planlægge ture, såsom måle ruter, finde overnatningsmuligheder, lave pakkelister, læse lidt op på, hvad man passerer på sin vej og i det hele taget sidde og nusse om alle mulige små detaljer, man finder ud af, at der er, når man begynder at dykke ned i det.

Skulle det endelig være forbundet med noget negativt, er det måske en lille smule Corona-kuller, men jeg vælger at angribe det fra den positive side. Det hele er dog sjovest, hvis det også følges op af handling, så i morgen – langfredag, starter jeg op på min tur. 1. etape, der kommer til at gå fra Grenen til Hulsig og som er opmålt til at være ca. 17 km.

Det bliver kun til én etape i denne omgang, men så er jeg i gang og får det prøvet af. Skulle der være nogen, der har lyst til – på afstand – at følge med i/på turen, smider jeg billeder og tekst op om dagens hændelser efter hver etape på denne facebookside:

https://www.facebook.com/nrginoen

P.S. For god ordens skyld. Dette er IKKE en aprilsnar 😃

For inspiration, oplysninger og kort over turen, bruger jeg følgende:

For flere billeder - følg med på NRGinoen på Facebook her