Fanø, for fa'en

23-10-2024

I uge 43 havde Heidi og jeg besluttet os for at tage fire dage til Fanø. Vi havde taget hunden med og mens Heidi gik kortere ture med Indy, havde jeg besluttet mig for at tage en del af Fanø i vandreskoene. Vi var enige om, at Fanø er en dejlig ø. Også selvom vi kom i "udkanten" af sæsonen, eller måske netop derfor. 

Vi havde lejet et sommerhus ved Rindby, hvor man måtte have hund med og det var vores udgangspunkt når vi skulle ud og opleve så mange kroge af Fanø som overhovedet muligt. Min egen måde at søge ud i krogene på er at vandre og jeg havde på forhånd udset mig en tur, jeg havde fundet på AllTrails, der strækker sig fra Nordby til Sønderho og i store træk følger den østlige side af øen. Jeg havde downloadet ruten på min telefon, men ikke sat mig ind i terrænet på turen, så det skulle være min lille overraskelse til mig selv.

Det er nemlig ikke tilladt og gå på digerne, hvilket er helt ok, da de blandt andet skal sikre mod oversvømmelser. De er blevet forstærket flere gange, da blæst og højvande over flere omgange har gjort sit indhug på de lave landområder og det skal digerne blandt andet hjælpe til med at undgå, at det bliver for voldsomt.

Her gik jeg det næste stykke tid af en markvej, før jeg kom ud på en lille landevej, Klingebjergvej. En kilometers penge ude ad landevejen, udspandt der sig et lille drama. Det var ikke Johnny Madsen, jeg mødte, men derimod en landmand, der kørte op på siden af mig, rullede vinduet ned i sin bil og spurgte, om jeg havde set en lille hest - altså et føl. "Nå", tænkte jeg. Ligner jeg virkelig sådan 'by-tumpe', der ikke ved hvad en "børne-hest" er?

Anyways, så kunne jeg sige, at jeg rent faktisk havde set en hest...eller et føl, der rendte rundt langt ude på marken. Jeg havde dog ikke skænket det en tanke om, at det var løbet hjemmefra, da der var hegn rundt om marken. I hvert fald på det stykke, hvor jeg gik. Jeg pegede i retning af føllet og der var åbenbart et par hjælpere, der også havde noteret sig, hvor det var.

Så det næste kvarters tid nærmede de sig fra tre sider, i håb om at få føllet med hjem igen og jeg så på afstand, at de fik fat på det og oven i købet kunne få lov at omfavne det i ren glæde over, at kunne få det med hjem igen.

Jeg nåede til til Fanø Klitplantage. Et stort område med både tæt bevoksning, men også åbne områder, hvor lyngen stadig stod. Det havde dog mistet lidt af farven, men imponerende så det nu stadig ud. På en køretur, havde vi fra bilen kunnet se et skilt, der førte ned til Albuen Fuglekøje. Jeg skal indrømme, at jeg ikke anede hvad det var, før jeg rent faktisk var der på min vandretur.

En fuglekøje er en fælde, man brugte til at indfange vildænder. Det bestod af en stor dam med fangstkanaler, hvor ænderne så svømmede ind og røg i fælden. De blev så slagtet og brugt til føde. Som det eneste sted i Danmark, have man fire fuglekøjer på Fanø og de sidste to blev brugt indtil 1931. I dag er det museum og jeg var lige en tur inde og kigge på hvordan det så ud. 

De åbne stykker med små og større søer, hvor der var bænke placeret, således, at man havde mulighed for at spise sin madpakke, var lidt overraskende for mig. Jeg ved ikke hvad jeg havde regnet med, men måske havde jeg "bare" tænkt vadehav. Store åbne vidder, ingen bakker og masser af blæst. Det var der også, men her i klitplantagen, var der også "rigtige" skovområder og når man så oven i det havde solen med sig, var det en rigtig fin tur.

Da jeg nærmede mig udkanten af klitplantagen, viste vejen egentlig at jeg skulle ned og gå langs vandet, så der gik jeg ned i første omgang. Her stod der så 50-75 store køer med nogen voldsomme horn. Normalt er jeg ikke bange for køer, men der havde lige været en længere debat om, at køer der ville passe på sine kalve, ikke nødvendigvis er venligt stemte over for vandrere der kommer vadende ind på deres territorium.

Så jeg synes at det var unødvendigt at friste skæbnen, hvis bare en af køerne havde et horn i siden på mig (tø hø). Jeg valgte at gå tilbage og fandt et sted hvor der ikke var nogen sti, men fordi jeg var så tæt på målet i Sønderho, besluttede jeg mig for at lave min egen sti. Det kostede både lidt rifter og meget våde sko og strømper.

Jeg kom dog tilbage på stien og ved indgangen til Sønderho, valgte jeg en lille byrundtur i den hyggelige landsby med de små gader og da jeg til slut landede ved kirken i Sønderho, ventede Heidi og Indy på mig. En skøn tur var nu slut og efter at have fået tørre sko og strømper på, gik turen hjemad mod sommerhuset igen.

Turen var ca. 21,3 km, tog i omegnen 5:15 timer med pauser og med sine knap 120 højde meter, vil det være en tur de fleste kan gennemføre. Nu var jeg jo så privilegeret at blive hentet og bragt til både start- og slutdestinationen. Ellers er der også mulighed for at tage rutebil mellem Nordby og Sønderho. Den kører det meste af dagen og stopper med at køre ved 18-tiden om aftenen.

Kombinationsmulighederne er mange, når det gælder vandre- og cykelture på Fanø. Dagen efter denne tur var jeg ude på en kortere tur i Nørre Bjerge og ved Kikkebjerg, som er området der ligger nord og nordvest for øens store by, Nordby. Det er også her man kan få et flot view ud over den brede sandstrand, som Fanø også er kendt for. 

Det er meget og smukt natur, der er samlet på et relativt lille område og med en sejltid på 12 minutter fra Esbjerg, er det til at overkomme at komme til Fanø.

Kirken i Sønderho