Anholt

(9.-11. juni 2023)

20,02 km - 182 højdemeter / 4,71 km - 89 højdemeter

Mine to søstre, min bedre halvdel og jeg selv, var blevet enige om, at vi skulle til Anholt. Om ikke Danmarks mest isolerede ø, så én af dem, i hvert fald. Det var lige med at finde en weekend, der kunne passe og vi fandt frem til weekenden den 9.-11. juni.

Vi mødtes i Grenaa og gjorde klar til afgang. Sejltiden til- og fra Anholt er 3 timer og vi skulle med fra Grenaa denne fredag kl. 13.00. Så vi havde heldigvis god tid til at sidde og snakke lidt om hvad vi ville opleve, når vi nu kom til Anholt.

På den tre timer lange sejltur, sejler man forbi Anholt Havmøllepark. Et imponerende syn, der med sine 111 vindmøller, står i et stort bredt bælte der er ca. 20 kilometer langt og 5 kilometer bredt og stikker ca. 15-20 meter, samtidig med, at parken er udformet, således at den genererer mest muligt strøm og samtidig yder det størst mulige bidrag til at reducere CO₂ udledningen.

Vores tur på Anholt - fredag

Vi havde bestilt to overnatninger på Hostel Casablanca, der lå tæt ved færgen - kun et par hundrede meter væk. Både min ene søster, Bente og Heidi havde læst, at man kunne leje en golfvogn til at transportere sig rundt på øen, så det var de lidt "hooked" på, for nu at sige det mildt 😊

Min anden søster, Kirsten og jeg selv, havde planer om, at vi næste dag om lørdagen skulle ud til Anholt Fyr. På gå-ben. Det er den eneste mulighed for at komme ud til fyret, medmindre man har en special tilladelse til at køre i bil langs stranden, da Ørkenen er totalt fredet, medmindre man er gående.

Foreløbig var det dog kun fredag og vi skulle lige lande først, så vi gik i baren og fik et par drinks, fik handlet ind ved den lokale købmand, så vi kunne få lidt at spise, inden vi for alvor skulle i gang om lørdagen. Vi gik dog lige en lille tur, så vi kunne nyde den nedgående sol oppe fra toppen af en bakke og kigge ned mod havnen. Vi fornemmede allerede nu, at de levede det søde liv på Anholt og glædede os allerede til næste dag.

Vores tur på Anholt - lørdag

Morgenmaden var hentet hos den lokale købmand og bager OG spist. Derefter havde Kirsten og jeg havde smurt en lille madpakke og tappet vand til turen ud til Anholt Fyr og nu var det så at Heidi og Bente skulle hente deres lille golfvogn, de kunne fræse rundt i og hvis man kan fornemme små børn, når de glæder sig allermest til juleaften, er det nogenlunde der vi er, da de to tosser satte sig ind i deres golfvogn og drønede afsted. Det skulle vise sig at være en god investering for dem på "Lykke-skalaen", for at dømme ud fra deres udtryk, da vi mødte dem senere på dagen, havde de haft en kæmpe oplevelse. Mere om det senere.

Kirsten og jeg var nu også høje på lykkefølelse, selvom vi 'måtte nøjes' med at bruge vores fødder. Vandring, varmt vejr og godt selskab, så er man faktisk ved at sprænge skalaen for godt humør. 

Vi valgte at følge Nordstrandvej ud forbi campimgpladsen, og da vi ankom til Ørkenen, gik vi videre ad Ørkenvej, som den pudsigt nok hedder. På forhånd vidste vi, at turen ud til fyret ville være i omegnen af 9 kilometer. Jeg vidste ikke hvad jeg havde forestillet mig, men når vi nu skulle gå i en ørken, havde jeg nok forestillet mig lidt mere sand, end tilfældet var og bevares, der var der også sand, men det meste af tiden, var det i en form for lyng, vi havde omkring os på det spor, der ville føre os ud til fyret.

Varmen var allerede ved at gøre et stort indhug i os. Der var ikke rigtig nogen steder vi kunne gemme os i skyggen, selvom nogen af de største bakker efter sigende er op til 25 meter høje. Så lige på den front kunne det godt minde lidt om en ørken. På almindelige ture, plejer en liter vand at være rigeligt, men denne dag, kunne jeg nok godt have brugt en halv liter mere, men det var ligesom for sent. Så vi var nødsaget til at spare lidt på de dyre dråber.

Vi spejdede hele tiden efter fyret, for det måtte da være til at se i dette relative flade landskab, men det var som om, det gemte sig bag en af klitterne. Ørkenen er Nordeuropas største lavhede. Det vil sige, at den består af mange forskellige former for lav. Deraf navnet. Derudover findes der også mange andre former for vegetation i ørkenen og jeg nævner i flæng 😊....græsset sandskæg, revling, hedelyng og gråris. Ydermere findes der også vilde orkidéer, bregner og enebærbuske. Der er meget regnfattigt på Anholt og det betyder at vegetationen vokser meget langsomt.

Bedst, som vi troede, at det var en Fatamorgana - og her er ikke tale om, at vi mødte Ørkenens Sønner eller at vi gik rundt om en enebærbusk - dukkede fyret endelig frem i horisonten og i takt med, at vi kom tættere på havet igen, mærkede vi pludselig også en behagelig brise, som vi havde sukket lidt efter i et stykke tid.

Det meget flotte Anholt Fyr, er i sin nuværende form opført tilbage i 1785 til 1788 og blev forhøjet ca. 100 år senere - i 1881. Det er utrolig velholdt og knejser sig stolt op, mens det skuer ud over Kattegat og både Kirsten og jeg var enige om, at det var hele gåturen værd. Vi trissede et par gange rundt om fyret, for at få taget de rigtige billeder og nyde synet af fyret. 

Bedst, som vi troede, at vi ikke kunne komme længere mod øst her på Anholt, kunne vi se ud mod Totten, der er et totalfredet sælreservat, hvor der kan ligge op i mod 1200 sæler. Et særkende er, at der på Totten er en stor bestand af spættet sæler, men der er også mulighed for at se gråsæler. Ved siden af Fyret, står der et obervationshus, hvor man har mulighed for at se sælerne på afstand gennem en kikkert. Efter at vi havde gået lidt rundt om fyret og kigget på sæler, kunne vi så konstatere, at vi var det ved halvvejsmærket for dagens vandretur, så nu var det tid til at spise madpakken og få en tår vand.

Det var så alligevel ikke helt halvvejsmærket, skulle det vise sig, for i stedet for at tage en regulær ud/hjem tur, havde vi set andre vandrere komme fra en mere sydlig retning og derfor besluttede vi os hurtigt for, at vi ville tage den lidt længere rute hjemad. Så vidste vi også på forhånd, at vi ville være godt trætte om aftenen, inden vi skulle ud og spise.

Ikke nok med at hjemturen var længere. Den var heller ikke så godt markeret, som turen ud til fyret. Som med udturen, var vi dog bevidste om, at havet skulle være på vores venstre side, men som tidligere skrevet, var der klitter der drillede lidt for udsynet og et lidt ufremkommeligt terræn.

Frem kom vi dog, selvom trætheden for alvor begyndte at melde sig efter at solen havde skinnet fra en skyfri himmel hele dagen. Vi kunne dog se, at vi nærmede os Anholt By, men inden vi nåede dertil, skulle vi passere flyvepladsen på Anholt.

Vi havde nu passeret Anholt By, hvor der var en lille brugs, hvor man havde mulighed for at handle sine dagligvarer, men nu havde vi besluttet os for at komme hjem og få et lille hvil, inden vi skulle ud og spise om aftenen. Ud over os selv, havde vi ikke oplevet megen "larm" på dagens tur, men det blev brudt af tudende horn og skrald-latter, da vi var på stykket mellem Anholt By og Anholt Havn. 

Vi kunne høre på flere hundrede meters afstand, hvem der kom. De havde helt sikkert set os, før vi havde hørt dem...og dog 😂

Her kom Brdr. Bisp i deres voldsomme Volvo. De havde både været oppe ad skrænter, på små ulovlige ærinder, som de dog først opdagede efter det var for sent, men mest og bedst af alt. Så havde de hygget sig og hvad de to ikke kan til fods, kan de med deres smittende og gode humør. Det var en fornøjelse at se og høre på.

Vores tur på Anholt - søndag

Søndag var hjemrejsedag. Vi kunne dog lige nå et sidste eventyr, inden vi skulle med færgen kl. 12. der er to knolde på øen, som vi endnu ikke havde nået at bestige. Sønderbjerg (48 meter), som vi havde set fra bunden af, da vi kørte turen i golfvognen dagen før og så var der Nordbjerg (39 meter), som lå lige i umiddelbar nærhed af, hvor vi boede. 

Vi tog en lille runde på godt 4 kilometer, for at få de sidste skud billeder med telefonen, inden vi fik pakket det sidste og gjort os klar. Jeg kan ikke tale på alles vegne, men jeg fornemmer nu alligevel, at vi alle fire havde en rigtig skøn tur. I hvert fald så skøn, at vi allerede var klar på, at tage på den næste tur. Valget er faldet på Læsø. Den indtager vi i forsommeren 2024 - nu skal man så ikke sige, at man ikke var advaret. En fantastisk tur til Anholt var vel overstået og her er så mit bidrag til at bevare disse minder bedst muligt ❤️