West Highland Way

Maj 2024

Baggrund for turen

West Highland Way var Skotlands første long distance route og stod klar for offentligheden i 1980. Ruten tager sit udgangspunkt i den nordvestlige del af Glasgow ved Milngavie og snor sig lækkert og elegant gennem landskabet, langs bl.a. Loch Lomond Søen og slutter i Fort William. En tur på 154 km, eller 96 miles, som er betegnelsen på disse kanter. Siden er flere ruter kommet til, men min ældste datter og jeg, havde set os lune på denne tur og da vi havde kigget hinanden dybt i øjnene og nikket, "vi gør det sgu'", var det bare med at komme i gang med planlægningen. Hvad for en planlægning, vil nogen sikkert spørge? Ruten er der jo allerede, så er det ikke bare at sætte ene ben foran det andet? Og jo, i princippet er det jo rigtigt nok, men så alligevel ikke.

Der er jo lige det med, at vi selv skal bære alt det tøj, vi skal gå og stå i, på ryggen i vores rygsæk. Så det er en fin balance med at have nok tøj med, men alligevel begrænse sig. Man skal også være dækket ind til alle vejrtyper og særligt i Skotland kan vejret jo til tider være lidt lunefuldt. Det skulle heldigvis vise sig, at vi var meget heldige med vejret i de dage vi var på farten, eller for at citere én af de lokale, var vi "massively lucky" med vejret, men det var ikke til at vide på forhånd og selvom prognoserne viser et, havde jeg på forhånd læst mig til, at virkeligheden ofte kunne ende med, at blive noget helt andet.

Typisk bruger man 5-9 dage på at gennemføre turen. Vi havde på forhånd besluttet os for, at sætte 6 dage af til selve vandreturen. Med det udgangspunkt skulle vi så finde steder at overnatte og det skulle vise sig ikke at være helt så nemt, da der allerede på dette tidspunkt var godt booket på diverse Bed and Breakfast, Hostels, hoteller, Airbnb og Bunkhouses. Ville det så betyde, at ruten ville være overrendt? Nej, ikke overrendt, men foråret er et tidspunkt på året, hvor mange søger hen mod West Highland Way (WHW) og da de vist nok også har Kristi Himmelfarts Dag i Tyskland, ville der også være mange tyskere på ruten, hvilket vi kan bekræfte.

Foråret er også det tidspunkt på året, hvor der er mindst Midge - nogle arrige sataner, der vel bedst kan betegnes som værende en slags højlandsmyg. De var også på vores tur, men vi var dog ikke synderlig plaget af dem. Ældste-datteren blev bidt to-tre gange, mens de undlod at tygge i ham den gamle. De er åbenbart også kræsne. De huserer mest i høj- og sensommer samt starten af efteråret og her kan man se flere, der har dækket deres hoveder til med myggenet. Det var dog ikke aktuelt for os.

Så vil jeg ikke bruge mere tid på dem - men man skal vide de er der og tage de forholdsregler man nu kan, men så heller ikke mere.

Tilbage til planlægningen....vi skulle jo så også have booket fly til- og fra Skotland. Overnatninger der passede til den givne distance, vi skulle gå lige netop den dag. Mad? Ja, det var på forhånd også en lille udfordring. For Brugsen eller Føtex lå jo ikke lige rundt om hjørnet på denne rute og fordi vi ikke kunne vælge fra øverste hylde, når det gjaldt overnatning, var vi heller ikke sikre på, at der var morgenmad, hvor vi skulle sove, så det skulle vi også lige have tænkt ind. Så selvom det grundlæggende kun handler om at gå, er det som oftest forbundet med en del planlægning ved siden af, hvilket jo også er sjovt at sidde og rode med - eller jeg kan godt lidt det, i hvert fald.

Planlægning

Grundlæggende benytter jeg mig af følgende metode, når jeg skal planlægge en tur

• Hvilken rute
• Hvor mange dages vandring
• Hvor mange overnatninger og hvor
• Mad og drikke - både under vandringen, men også før og efter
• Transport, ifm. med turen
• Rygsæk - pakkeliste
• Kort - selvom turen oftest kan findes et sted på nettet, eller er skiltet, bruger jeg altid en del tid på at tegne den ind på AllTrails - på den måde, får jeg ligesom turen ind under huden. Det er for mig en god måde at forberede sig på.

I grove træk er det hvad jeg behøver at have med på sådan en vandretur. Om det er 6 eller 12 dage, eller for den sags skyld i flere uger, ville ikke ændre på det. Hertil har jeg så to halve liter vand med til den enkelte dag - samlet set vejede det, da alt var pakket 7,1 kg, inklusiv vand og rygsæk, for lige at præcisere det. Derudover kommer så mad til den enkelte dag. Hvis man nørder tilpas meget, kan det gøre endnu lettere. Konsekvensen af det er - en lettere rygsæk, men også at man skal vaske tøj lidt oftere. Det er jo en smagssag. Hvis man ikke vil gå med en stor tung rygsæk, er der mulighed for at få transporteret sin bagage, så man kan nøjes med en dagsrygsæk med de mest nødvendige ting.

Transport 

Er man bosiddende i det jyske, som jeg jo er, er det nærliggende at tage et fly fra Billund til Edinburgh. For nuværende er afgangene relativ sent om aftenen på mandage, fredage og søndage og det betyder, at man er nødt til at have en overnatning i Edinburgh, før man kan komme til Glasgow og få starten turen op.

Der er både bus og tog fra Edinburgh til Glasgow og det tager mellem 45 minutter og 1 time og 15 minutter at tilbagelægge strækningen.

Fra Glasgow, er der et tog til Milngavie og det tager kun 20 minutter, så det er til at overse. Ruten starter tæt på togstationen - så er det bare med at trække vejret dybt, tag stemningen ind, få taget de første billeder og så ellers komme i gang med turen.

Et andet valg jeg skulle gøre op med mig selv, var brugen af vandrestave. Jeg tror ikke at der hersker to meninger om, at de både skåner hofte, ryg og ben, når de bruges. På vandreture i Danmark, bruger jeg dem sjældent - som i næsten aldrig. Arhhrrmen for fan..., har jeg ikke lige sagt, at det er godt for en selv at bruge dem og at de passer på en og da jeg samtidig så rigeligt har rundet "halvvejs-mærket", er det tæt på idiotisk ikke at gøre brug af dem. Jo, måske, men de irriterer min oplevelser på vandreturene. Jeg synes konstant de er i vejen og kun ganske få gange er jeg af den opfattelse af, at jeg har brug for dem, selvom det selvfølgelig er en vanesag. Igen er det religion blandt vandrere og taler man ikke om vejret, kan man jo altid tale om hvilke sko man skal bruge eller for/imod vandrestave.

Når alt det så er sagt, var vi ikke i tvivl om, hvor vidt vi skulle bruge vandrestave på WHW eller ej. Selvfølgelig skulle vi det! Tjek endelig med det flyselskab man benytter, om man må have vandrestave med som håndbagage (det må man med stor sandsynlighed IKKE) eller om det skal tjekkes ind som bagage. Endnu et tema, der ofte er oppe og vende blandt vandrere, om hvordan man lige får den "kringlet".

Da det kun var mig der på forhånd havde vandrestave, valgte vi ikke at tage nogen med og så købe dem, når vi nåede til Skotland. Da vi var færdige med turen, sendte vi dem så med post hjem til Danmark igen. Det er så ikke helt så nemt, som jeg lige troede. De to sæt vandrestave er endt med at være forgyldte. Da de skulle sendes, var de syv centimeter for lange. Det kostede så en mindre formue, at sende dem. Da Storbritannien og dermed Skotland ikke længere er med i EU, koster det told, at få dem ind i et EU land. Det skal man så først betale, når de er sendt og betaler man ikke, bliver pakken sendt retur til modtageren, så Royal Mail og PostNord endte med at blive et dyrt bekendtskab. Håber, de får en fed julefrokost 😊

Det var bl.a. disse underlag, vi havde på turen :-)

Turen er startet..

Vi havde som bekendt valgt at gennemføre turen på seks dage og det betyder groft forenklet, at man går tre dage i lavlandet og tre dage i højlandet. Man skal dog ikke lade sig narre. At gå i lavlandet, er ikke lig med fladt. Faktisk tværtimod. Der var hele tiden små bakker der skulle forceres og terrænet var til tider meget udfordrende at gå i.

Hele tiden skal man holde øje med hvor man sætter sine fødder og for mit vedkommende, var jeg nok også ekstra opmærksom, da jeg som sagt har vredet om på foden et par gange inden for det sidste års tid. Så skulle man nyde de MEGET smukke udsigter, var det med at stå stille. Der skulle jo alligevel også tages billeder 😉

Ikke at tempoet er vigtigt overhovedet, men blot for at forklare hvor svært og udfordrende underlaget er, kan det måske bedst forklares med, at jeg på en "normal" tur i Danmark, går mellem 5 og 5,5 km pr. time. På WHW var vi flere gange under 3 km pr. time, men vi var begge helt enige om, at det var alle lidelserne værd, for WHW er en gudesmuk rute fra start til slut. 

Når man sidder hjemme foran skærmen og forbereder sig på turen, får man ikke indtrykket af, at der på visse stræk af ruten er så udfordrende passager. På dag 1, havde vi blandt andet valget, om vi skulle op på det godt 300 meter høje Conic Hill, som går under kategorien bakke, eller gå i en stor bue udenom. Begge dele er rigtige, ifølge ruteoptegnelserne, men vi valgte selvfølgelig at skulle op på toppen, hvilket vi bestemt heller ikke fortrød. Der var en virkelig skøn udsigt ud over Loch Lomond søen og vi ville ikke have været den klatretur foruden. Nedstigningen var til gengæld modbydelig - i hvert fald for mit vedkommende. Vi havde rundet de 30 km den dag og benene var som gelé. Der var lagt store kampesten, man kunne træde på og som muligvis skulle have været en hjælp, men for mig, på dette tidspunkt, var de ikke til megen nytte. Om det var benene der gav efter, eller jeg gled i noget grus, ved jeg faktisk stadig ikke helt, men faldt gjorde jeg i hvert fald. Lige ned på hånden og slog to fingre. Heldigvis ikke nogen brækkede lemmer eller noget der var gået af led, men et slag der gjorde pisse ondt... (undskyld mit franske) og apropos fransk, kom en der en venlig franskmand hen for at spørge til mit velbefindende og om jeg var ok. Efter omstændighederne var alt ok, men den sidste halvanden kilometer ned af Conic Hill på de kampesten, var jeg til at have med at gøre. Der var der ingen billige bemærkninger fra min side.

Et andet af de mere udfordrende steder på WHW, er den nordlige halvdel langs Loch Lomond søen. På stykket fra Rowardennan til Beinglas Campsite. Et stykke på 15-17 km, hvor det var med at have tungen lige i munden. Det var netop her, tempoet var meget lavt og med god grund. 

Egentlig kan det jo godt lyde som en stor kampagne mod IKKE at skulle gå West Highland Way 😊Det skal det på ingen måde være. Tværtimod vil jeg opfordre alle til at gøre det og vi gør det gerne igen, MEN dette blot for at opfordre andre, inklusiv os selv om at være forberedte - både fysisk og mentalt - på hvad der venter, før man kaster sig ud på turen. 

Højlandet

Langsomt bevægede vi os ind i højlandet og ud over at terrænet ændrede sig, gjorde udsigterne også. Fra at være intense og betagende scener, blev det nu mere panoramaudsigter og store vidder. Mindst lige så smukt, hvis man spørger mig, men bare noget andet, end vi havde været vant til de første dage. Det er vel grundlæggende det, der gør denne tur så smuk, at man i et væk, kan rende runde og sige "wauuuuw" og "fu.. mand, hvor er det flot" hele tiden og man synes hele tiden, at den her udsigt overgik den forrige og klichéen om, at ord og billeder ikke kan overgå virkeligheden, gør sig virkelig gældende her. 

På insisterende vis, blev bakkerne blødere og rundere og ikke mindst højere, men dog ikke værre end at man sagtens kunne følge med. Det er bestemt ikke noget man skal gå og være bange for ikke at kunne klare, for det kan man. Underlaget var stadig udfordrende, dog ikke så voldsomt, som det vi tidligere var igennem. Min datter havde her i de sidste dage haft problemer med den ene fod og det betød at vi skulle passe lidt ekstra på med, hvor hurtigt vi moste os frem. Måske en regning fra de første hårde dage, men vi får aldrig svaret. Egentlig er det også ligegyldigt, så længe hun kunne være i det, vi kunne finde det tempo der passede og hun kunne bevare sit gode humør. Jeg er selvfølgelig nok lidt farvet 😉 men jeg synes hun var mega sej og hun udviste en jernvilje og et gå-på-mod, der fortæller mig, at tesen om, at de unge ikke er så holdbare som i tidligere tider, falder fuldstændig til jorden, hvilket jeg jo allerede vidste i forvejen. (Man kan godt høre, at vi har bevæget os op i de højere luftlag i mere end én forstand😊)

Det betød også, at vi måtte forkorte vores 5. vandredag og måtte tage bussen det første stykke, så pinslerne med foden ikke blev for voldsomme. Så ville det være det vi huskede, når vi kom hjem. Det samlede antal kilometer skulle så vise sig, at være tæt på længden af WHW, da vi som oftest skulle gå lidt ekstra kilometer, i forbindelse med start og afslutning på hver etape, når man skulle til- og fra vores overnatningssteder.

Efter veloverstået bustur, kunne vi i ro og mag starte dagens vandring og denne dags store udfordring var Devil's Staircase - turens højeste punkt med sine 548 meter over havets overflade. Den har sine meget stejle momenter, men her på bagkant, var den samlede oplevelse, at det ikke var så hårdt, som vi troede. Som med Conic Hill, var nedstigningen mere voldsom og fødderne bliver for alvor presset ud i skosnuderne.

Sidste overnatning før endestationen, var i Kinlochleven og for vores vedkommende havde vi fundet denne Pod til at overnatte i, som det hedder på disse breddegrader. Ganske vist ikke særlig stor, men den indeholdte både køkken, stue, bad, toilet og en seng man kunne sove i. Alt hvad vi behøvede. Vi valgte dog at hente en gang Fish'n Chips fra den lokale grillsnask og sidde på terrassen og kigge ud over River Leven, der smukt og sirligt deler Kinlochleven i to. Vi var begge enige om, at det var det hyggeligste overnatningssted, vi havde haft på turen.

Om man bruger 5 dage eller 9 dage, vil den sidste overnatning før Fort William, for de flestes vedkommende være i Kinlochleven, medmindre man sover i det fri. Det skyldes at de sidste 25-27 km fra Kinlochleven til Fort William foregår ude på landet, eller in the middle of nowhere, som vi ville sige her i Danmark. Som det måske kan fornemmes af nedenstående billede, var vi igen ude på de store scener, hvor der er langt til alting. Virkelig et imponerende syn. Ingen småbyer eller campingpladser. Så dermed ingen muligheder for at købe mad og drikke. Så det var med at få provianteret begge dele før afgang. Den lokale Coop åbnede kl. 7 og der stod vi ved fordøren og ventede. Vi fik handlet og så var det ellers afsted. Her på sidstedagen startede vi med at gå lige lukt op i himlen. For første gang i løbet af turen, fik vi lidt støvregn, hvilket faktisk var rart, da det var en ret brat stigning fra morgenstunden. Skal jeg endnu en gang henvise til billedet herunder, foregik det meste af etapen i omgivelser som disse. Indtil de sidste små 5 km, hvor man går ned mod Fort William og rammer det nok kedeligste stykke på hele turen, nemlig de sidste 2-3 km ind mod centrum af byen. 

Nu havde vi også været meget forkælede på hele denne tur og på dette tidspunkt af turen, var fokus nok mest rettet mod målet. Så et par kedelige kilometer kunne nok gå an. Efter en lille tur gennem Fort William, dukkede målstregen pludselig op. Så vi nåede ikke en gang at forberede os på det, men glæden var stor og selvfølgelig skulle vi have de obligatoriske billeder, for at bevise, at turen var gennemført.

Skotterne

Mødet med skotterne har været en meget positiv oplevelse - Hvis skotternes motto er, at "man skal behandle andre mennesker, som man gerne selv vil behandles", så skal de behandles med respekt, omsorg, hjælpsomhed, krydret med en god portion humor. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, men når man møder noget ud over det sædvanlige, bør det nævnes. Og vores møde med skotterne, hvad enten det var på WHW, eller de efterfølgende tre dage som turist i Edinburgh, var særdeles positive.

Så skal man uddele vandrestave på hvor god turen har været, vil det være fem ud af seks vandrestave. Her skal fokus være på de fem vandrestave der er givet, mere end den der mangler. Der var mange højdepunkter på turen og den er tæt på seks vandrestave, men et par steder kneb det med skiltningen, men har man kortet digitalt, skal det nu nok lykkes alligevel.

Hvad fungerede godt og hvad ville jeg have gjort anderledes?

Der var ikke meget, vi ville have gjort anderledes, men et par småting har vi alligevel lært, hvis en dag vejen igen skulle falde forbi på disse kanter og i hvert fald for mit eget vedkommende, er det ikke utænkeligt. Her en lille måneds tid efter afslutningen, er jeg stadig lige begejstret over, at vi tog turen. Næste gang vil jeg dog gøre et par ting anderledes. Der er bestemt også ting jeg ville fastholde. Herunder er lidt af de overvejelser, jeg efterfølgende har gået og tænkt på. 

• Jeg vil fastholde, at vandre turen slut april / start maj, blandt andet pga. Midge og det faktum, at maj måned historisk set er den mest tørre måned i Skotland, hvilket ikke siger meget 😊. Jeg vil dog starte med at planlægge turen lidt før (omkring efterårsferien), så det giver muligheder for at finde overnatningsmuligheder tættere på ruten.
• Jeg vil nok vælge at tage turen over 7 dage, i stedet for de 6 dage, vi brugte denne gang - det er en hård tur og man bruger længere tid pr. km end normalt. For at undgå at blive presset tidsmæssigt, ville jeg tage en dag mere
• En anbefaling, jeg fortrød at jeg ignorerede, var brugen at fodcreme. Turen er hård ved fødderne og det er helt sikkert ikke noget jeg glemmer en anden god gang, hvis jeg skal gå WHW.
• Vandrestave var og er en god idé. Ingen tvivl. Der var steder, hvor der var så mange sten, at det ikke gav mening, men resten af tiden, var de en hjælp.
• Nu vi er ved hårdheden - 6 dage på WHW var hårdere ved mig, end 11 dage på Camino Portugues og det til trods for, at min form var bedre i år. Så det skal man forberede sig på mentalt.
• Hvis man overnatter som vi gjorde, er det en god idé at forhøre sig, om man eventuelt kan tilkøbe en madpakke til næste dags tur. Det giver ro og tryghed at vide, at man har mad med.
• Edinburgh er et dejligt sted, at være turist, før eller efter turen. Et par alternativer til det, kunne også være at bestige Ben Nevis, der er det højeste bjerg i Storbritannien med sine 1.345 meter. Det skulle efter sigende tage ca. 5 timer at komme op på toppen og ca. 3-4 timer at komme ned igen. Ben Nevis ligger meget tæt på Fort William, der som bekendt er start- eller slutdestination for WHW.
• Et andet alternativ er at rejse videre til Isle of Sky. Har man ikke fået natur nok, skulle her være mulighed, for at smage endnu mere at den storslåede skotske natur.
• Et tredje alternativ kunne være, at fortsætte sin vandring, ved at tage turen 'The Great Glen', der tager sit udgangspunkt i Fort William og fortsætter 120 km nordpå langs blandt andet Loch Ness og slutter i Inverness.
• At bruge offentlig transport, er ikke helt så nemt, som i Danmark, hvor man har rejseplanen. Ikke at det er svært, men anbefalingen herfra er dog, at man lige skal bruge lidt tid på den del - især hvis man ikke skal fra endestation til endestation. Med busser kan det være en fordel, at bestille plads i forvejen, så man er sikker på, at få plads.

Nyttige sider:

Her til sidst er lidt af de sider, jeg selv benyttede, i forbindelse med planlægningen af ruten. De kommer her i vilkårlig rækkefølge...

• West Highland Way - officiel hjemmeside
• West Highland Way, tips og tricks - facebookside
• Booking.com - overnatning på turen
• Airbnb - overnatning på turen
• Jesper Hiker - en dansker, der selv har gået West Highland Way
• AllTrails
• Hjælp mod Smidge
• CityLink - busser i Skotland
• ScotRail - toge i Skotland
• Google Maps

Ellers er det såmænd bare at kaste sig ud i det. Det kan se uoverskueligt ud, hvis det er første gang man planlægger sådan en tur og man vil støde på forhindringer. Endnu en god grund til at starte i god tid. God tur 😊