(04-06-2022) - 11,91 km - 118 højdemeter
Turen rundt om Bølling Sø, var inspireret af min tur ned gennem Jylland på NRGinoen, langs Hærvejen, hvor søen passeres på den østlige side. Allerede på det tidspunkt fandt jeg ud af hvor smukt området var og at jeg på et senere tidspunkt måtte en tur hele vejen rundt om søen. Det blev så på denne dag i selskab med min søster, Kirsten. Det har jeg bestemt ikke fortrudt. Hverken turen eller selskabet 😊
Vi satte bilen ved Bølling Sø P Øst (Google Maps + den grønne prik på kortet) og vi gik derefter den ca. 12 kilometer lange tur rundt om søen i urets retning.
Selve turen rundt om søen, er en seværdighed i sig selv, der foregår i bløde bakker, flankeret af åbne strækninger, bestående af skov- og hedeområder, men søen kendes også på dens rige fugle- og dyreliv.
Der er dog en alternativ rute langs søen, men man bør ikke snyde sig selv for at "kravle op af bakken" og nyde den smukke udsigt ud over søen.
Søen blev afvandet i 1870'erne for at anvende søbundens tørvelag til brændsel. Der opstod en omfattende tørveindustri, som havde størst betydning under de to verdenskrige.
Søens oprindelse kan dateres i hvert fald 12.000 år tilbage. Søen blev med tiden mindre og mindre og med tiden blev der dannet flere sumpplanter og søen udviklede sig over tid fra at være sø, til at blive højmose.
I den sydøstlige del på ruten, passeres området, hvor både Tollundmanden og Ellingpigen er fundet.
På den vestlige del af turen, passeres udkanten af Engesvang, således at man har byen på sin venstre side, mens der stadig er udsigt ud over søen på højre side.
For vores vedkommende, sluttede vi igen på den østlige side af søen, hvor vi på dele af strækket, fulgte Hærvejen, som var et glædeligt gensyn med et fantastisk view ud over søen.
Et par steder på ruten, er der mulighed for enten at blive langs søen eller bevæge sig lidt op og få et 'søkig'.
Anbefalingen herfra er, at man skal gå op og nyde udsigten. Der er ikke flere højdemeter på ruten, end at de fleste kan overkomme det.
Turens længde gør også, at en tur rundt om søen er "spiselig" for de fleste og det kan på det kraftigste anbefales, at tage en tur i dette dejlige område.
Da den sidste fabrik lukkede i 1970 og tørvelaget var gravet væk, forsøgte man at anvende området til landbrug, der dog aldrig rigtig blev en succes, da man ikke kunne få jorden ordentlig tør og området forblev sumpet.
Da tørvegravningen helt stoppede, begyndte man at arbejde på at genskabe Bølling Sø. Efter mange og lange overvejelser - ikke mindst politisk - lykkes det at få lavet en fredningskendelse, om opstemning af den sø, vi kender i dag, på 360 hektar, i et større, fredet naturområde, der tilses af Skov- og Naturstyrelsen.
Den nuværende Bølling Sø, blev officielt indviet i maj 2005. Jeg er overvældet over hvilket resultat, der er kommet ud af anstrengelserne og er samtidig imponeret over, at der hele vejen rundt ikke er nogen 'døde punkter', der bare skal overstås. Det har jeg ikke oplevet før.
Der er i den sydøstlige del af området ved Bjældskovdal, gjort et par spændende mosefund, bl.a. i forbindelse med tørvegravning. De mest kendte er de to moselig - Ellingpigen og ikke mindst Tollundmanden.
På Silkeborg Museum, kan man se både udstillingerog historierne bagved ved fundende. I mellemtiden, er der mulighed for at læse mere her
"Udskæring" af Tollundmanden
På "hjemturen", gik vi i udkanten af Engesvang og stien gik mellem Engesvang og Bølling Sø. Engesvang er en lille stationsby med godt 2.000 indbyggere, der ligger tæt ved hovedvej 13 mellem Viborg og Vejle og små 20 minutters kørsel vest for Silkeborg.
Byen har både skoler, forretninger og fritidsaktiviteter, der tilsammen er med til at holde byen i gang. Jernbanen fra Herning til Skanderborg, er samtidig med til at Engesvang bevarer sit "kontakt til omverdenen".
I forbindelse med den endelige etablering af den nuværende Hærvej for en snes år siden, der skulle forsøge at tilgodese de eksisterende stier og lokalveje, kombineret med turisme og attraktioner, ad den nord/sydgående Hærvejs-korridor, ville det daværende Ringkøbing Amt ikke deltage og det medførte at Hærvejen blev ført øst om Bølling Sø, og historien fortæller videre at, beboerne i Engesvang ikke var overraskede, da de har en historisk tradition for at blive holdt udenfor.
Byen var oprindelig en tørvegraver by og var nok mest kendt som en ’rå’ og fattig by, hvor byens befolkning ikke var af Guds bedste børn.
Den hyggelige stationsby, er heldigvis meget mere fredelig i dag. Togforbindelsen til og fra byen, gør, at den er velegnet som start- og slutdestinationen i forbindelse med en hærvejsetape.
Panorama-udsigt ud over Bølling Sø
Efter dagens bekendskab, er jeg på ingen måde i tvivl om, at ruten er anbefalelsesværdig.
I de knap 12 kilometer, får man de skønneste udsigter, en varieret natur og ikke mindst et kig til forskelligartet dyreliv. Der er masser af bænke, hvor der er mulighed for at holde små spisepauser og de er ofte placeret på strategiske steder, hvor man kan nyde udsigten, mens man drikker sin kaffe eller vand og spiser sin madpakke.
Det er i hvert faldt ikke sidste gang, jeg tager af sted.