27. oktober 2021 - 21. etape fra Småkær til Bække (24 km)

Mange bække små, gør en….lang tur og efter dagens 24 kilometer, hvor jeg geografisk er ved at være ud for Kolding (i fugleflugtslinje), har jeg nu kun syv etaper tilbage, før jeg lander i Flensborg.

Turen fra Småkær til Bække, som på dele af turen deler strækning med Kyst til Kyst ruten (der går fra Vejle til Blåvandshuk), var ikke en af de ture jeg fik wauw faktor af. I lighed med turen i går, foregik store dele af turen på asfalt, men modsat i går, var naturen knap så indbydende. Nå, det kan heller ikke være lige betagende hver gang.

Til gengæld fik jeg pulsen op midt på turen, da jeg ud af øjenkrogene kunne se, at der kom en ulv løbende imod mig…. eller det troede jeg i hvert fald det var, men jeg havde jo heller ikke mine briller på. Det viste sig dog bare at være en stor hund der kom mig i møde, mens den gøede voldsomt. Jeg var ikke synderlig stolt af situationen, men forholdt mig roligt og da den var et par meter fra mig og stadig gøede, fortalte jeg den stille og roligt, at jeg kender BS Christiansen…. jeg har i hvert fald læst hans bog. Så kiggede den dumt på mig, og det endte med, at den vendte sig om og tissede op ad et træ, hvorefter den løb sin vej igen.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg efter den oplevelse, den næste times tid kiggede mig over skuldrene. Første del af dagens strækning var på Bindeballestien. Det var den del af ruten, der ikke var asfalteret og som tidligere nævnt, er det en nedlagt jernbanestrækning og derfor har den ikke hele tiden været en del af Hærvejen.

Hærvejen har fra gammel tid været en masse små veje, man tilsammen kaldte Hærvejen. Ved Ølgaard Pilgrimsherberg, er der fælles strækning for cykelruten og vandreruten, der går på tværs af den egentlige hærvej, som tidligere har været benyttet, men som nu i dag er en meget trafikeret vej. Så det var fra herberget ned til den lille hyggelige landsby Fitting, at jeg gik ad små snoede landeveje.

Bedre end en trafikeret vej, men som tidligere nævnt, ikke en overvældende tur. Fra Fitting gik det videre mod Bække og lige før jeg nåede dertil, ”mødte” jeg Hamborggårdstenen. Den vejer 50 tons og sagnet fortæller, at det var Harald Blåtand, der ville slæbe en stor sten til sin moders grav i Jelling. Han måtte dog efterlade stenen, da han fik en melding om, at hans søn Svend Tveskæg havde gjort oprør mod ham. Det er der ikke meget familiebånd over. Lige før dagens mål i Bække, passerede jeg to bronzealderhøje – ’Klebæk Høje’.

Lige ved siden af, men meget senere, er en vikingekvinde blevet gravlagt for ca. 1000 år siden i en 45 meter lang skibssætning, der er lavet af store sten.

Efter dagens tur, har jeg nu tilbagelagt i underkanten af 470 kilometer og jeg tager allerede på tur i den kommende weekend igen.

Fodspor

Fodspor

Klebæk Høje og vikingegravsted

Klebæk Høje og vikingegravsted

Hamborggaardstenen

Hamborggaardstenen

"Den oprindelige Hærvej" - meget trafikeret