Camino Portugués (15. april-29. april 2023)

Katedralen i Santiago de Compostela - endestationen for de fleste caminoer i Spanien

Drømmen og overvejelserne

Det har været længe undervejs og egentlig havde jeg ikke den store drøm om at gå en camino. Der findes så mange andre skønne steder, så hvorfor lige bestemt en camino? Jeg havde nok - mest i trods - besluttet mig for, at det gad jeg sgu' ikke. Opreklameret pis. Alligevel lurede det hele tiden i baghovedet og til sidst endte det så med, at jeg besluttede at smide min gammelmands stædighed overbord og kaste mig ud i det. 

Det er nu omkring et års tid siden - i forsommeren 2022, at jeg jeg satte mig ned første gang og kiggede mere intenst på camino ruter, for at finde ud af, hvilken en jeg kunne tænke mig at gå og hvornår? Ret hurtigt kunne jeg koge det ned til en tre stykker. Alene på grund af tidsforbrug. Da jeg også har en kone og to børn, jeg rigtig gerne vil være sammen med, skulle denne egoist-tur, som det jo ret beset er, ikke fylde alt for meget på feriekontoen, selvom alle tre sagde: "Tag afsted. Det bliver en mega-oplevelse". Gad vide, hvorfor de var så insisterende på, at jeg tog afsted? 😂

De tre camino-ruter der var i spil, var Portugués, Primitivo og Inglés. Ret hurtigt sorterede jeg Inglés fra, da den dels var for kort og kun ville tage en uges tid, men samtidig havde jeg også set og hørt mange forskellige meldinger på, hvad det var for en rute, jeg ville komme til at gå. Både positive og negative. Tvivlen kom ikke den anklagede til gode i dette tilfælde, så den blev dømt "ikke værdig". Om det er retfærdigt, kan jeg så finde ud af en anden god gang.

Primitivo er nok den rute, jeg har talt allermest om og inde i mit hovede, har stået øverst på min ønskeliste. Det er det så stadig, for jeg valgte at gå med Portugués, da jeg havde hørt, at det var en god "begynder-rute" og samtidig med, også skulle være rigtig smuk og ikke alt for hård. Primitivo skulle derimod være GUDEsmuk, meget kuperet og ikke alt for mange mennesker, har endnu fundet vej til denne rute, hvilket i min bog også er et plus. 

Alligevel endte det ud med at blive Camino Portugués, jeg valgte at gå og det har jeg bestemt ikke fortrudt. Af flere årsager. 

1. Generelt nem at gå til, for en der skal gå en camino for første gang
2. Turen passede til det ferie, jeg havde til rådighed. 12 vandredage + 2 rejsedage 
   
3. Ruten var beskrevet som værende ikke alt for hård
4. Gode muligheder for ophold - barer, hvor man kunne få forsyninger - mad og drikke
5. Gode muligheder for overnatning
6. Direkte flyvning fra Billund til Porto, hvilket var godt for sådan en som mig, der ikke er pisse vild med at flyve, men dog kan håndtere det :-)

At denne tur skulle blive bedre, end jeg havde forstillet mig, er et mysterium. Jeg sætter ofte baren højt - både for mig selv og måske især mine omgivelser, vil nogen påstå, men denne tur skulle vise sig at overgå mine forventninger.

Fra idé til planlægning til handling

Beslutningen var taget og så var det bare med, at skabe sig et overblik over hvad der skulle til for at få turen gennemført. Er der noget jeg elsker ud over selve vandreturene, er det planlægningen op til turene. Jeg ææælsker at sidde og nørde med den slags ting, så det faldt mig ikke svært.

Alt fra tidspunkt for turen, viden om ruten, pakkeliste, budget, overnatningsmuligheder og mange andre småting, som jeg personligt elsker at sidde med, men som mange andre hader. Jo mere man planlægger, jo mere kan der også gå galt og en del af forberedelse for mig, er også, at forberede sig mentalt til en tur. Herunder blandt andet, at uanset hvor klar man er, sker der altid noget, man ikke var forberedt på. Det skal man også være klar til at håndtere. 

Jeg er ikke slave af min egen planlægning, men vil gerne give mig selv så gode kort på hånden fra start, som overhovedet muligt. Jeg havde dog givet mig selv et par bevidste benspænd, før jeg drog afsted. Jeg måtte gerne have kortet over ruten på telefonen, men måtte kun bruge det, hvis det var allermest nødvendigt OG ingen planlagte overnatninger på selve ruten før turen startede. Kun den første og den sidste. Det vil sige, at når jeg ankom til Porto og når jeg skulle hjem igen derfra. Så måtte turen afgøre, hvor langt jeg kunne holde til at gå de enkelte dage og derved hvor jeg skulle overnatte. 

Jeg var på forhånd blevet spurgt, om jeg ville opdatere på Instagram og Facebook, mens jeg gik turen. Det var jeg noget forbeholden over for, da jeg gerne ville undgå for meget SoMe på turen og jeg ville slet ikke være slave af det, så jeg følte det var en pligt, at skulle lægge billeder og tekst op. Kun når det passede mig. Det havde de der spurgte heldigvis også stor forståelse for.

Afgang fra Danmark

Lørdag den 15. april var det afgang mod Billund, for at tage et fly direkte til Porto, hvor turen skulle starte. Jeg ankom sent om aftenen og tjekkede ind på Best Guest Porto Hostel i det centrale Porto. Ganske udmærket sted, uden dog at være noget specielt. Det vigtigste var at det ikke var langt fra katedralen, hvor jeg skulle starte dagen efter og at det inkluderede morgenmad, så jeg ikke skulle ud og lede efter det næste morgen og sidst, men ikke mindst, måtte det også godt være til en overkommelig pris. Alle tre dele var opfyldte, så var det lige som på plads. Jeg havde ikke hjemmefra et budget jeg skulle overholde, men havde besluttet mig for, at det lå lidt i ånden på sådan en tur, ikke bare at spendere løs, men hele tiden tænke over, hvad pengene skulle bruges på.

Dag 1 på Caminoen (16. april 2023)- fra Katedralen i Porto til Vila Chã (27 km)

Kl. 9 åbnede katedralen og det var tid at få det første stempel i pilgrimspasset. Hver dag skal man have et stempel i sit pilgrimspas, for at "bevise", at man har gået turen. De sidste 100 kilometer skal man have to stempler hver dag. Stemplerne kan man typisk få i kirker/katedraler, på barer og de steder hvor man overnatter og nogen samler ligefrem på dem, men jeg sørgede nu selv mest bare for, at have orden i papirene.

Der er flere muligheder når man forlader katedralen i Porto, da der er to hovedruter mod Santiago. Kystruten og centralruten. Jeg havde selv besluttet hjemmefra, at jeg vill følge kysten halvanden dags tid, for derefter at trække ind på centralruten, for ligesom at få lidt af det hele.

Fra katedralen, har man den smukkeste udsigt ud over Porto. Det var allerede ganske varmt, da jeg listede ned gennem de små gader, for at komme ned til Douro floden for at følge den helt ud til kystlinjen, hvilket jo i dette tilfælde var lig med Atlanterhavet.  

Porto er en utrolig smuk by, hvor jeg godt kunne tænke mig at "turiste" den en anden god gang, men for nu, drejede det sig om, at nyde turen langs kysten, det gode vejr på 25-28 grader og så ellers bare lade tankerne flyde. 

Det var jo første dag, så jeg skulle lige lande i det hele. Her var jeg taget af sted på egen hånd med alt hvad det nu indebærer, så det handlede om, at finde sin egen rytme. Derfor valgte jeg også at gå alene. Så var jeg selv herre over, hvor hurtigt jeg skulle gå, hvor langt, hvor jeg skulle holde pauser, hvem man skulle falde i snak med, hvad man skulle spise og hvor man skulle sove. 

Det der med at gå alene, var en sandhed med visse modifikationer. For en vandrer, der godt vil være lidt på egen hånd, var det nærmest et turisthelvede. Jeg valgte dog at se det fra den lyse side og se hvad dagen ville bringe. Som sagt, var det meget varmt for en blegfed dansker, men havde på forhånd regnet med at holde pauser efter hver 6-7 kilometer, for at få væske og skifte strømper. Strømpeskift var et råd jeg havde fået hjemmefra. Så hænger man de våde og svedige strømper i en sikkerhedsnål på sin rygsæk og så er de tørre igen ved næste pause (lækkert, ikke?) 

Mens jeg gik langs Douro-floden, kunne man iagttage de lokale stå med deres fiskestænger og fange fisk. Hyggeligt og afslappet så det ud og for mig var det også en skøn måde at lande lige midt i camino-livet på. Stykket langs Douro-floden er ca. 6,5 km., før floden munder ud i Atlanterhavet og selvom man stadig befinder sig i Porto, ændrer livet sig stille og roligt fra at være et byliv, til at være et strandliv. 

De berømte 'boardwalks'. Dem er der mange af i starten af turen. De her ser fine ud. Det bliver de ikke ved med at være.

Jeg gjorde stop første gang ved 13-14 kilometer, hvor jeg fandt mig et konditori, hvor jeg kunne få mig en espresso, en croissant og en pastel de nata, der er en slags tærte med creme indeni. Det skulle senere vise sig, at det i Portugal som oftest blev mit "first-break-meal". Da jeg satte i gang igen, stødte jeg efter et par hundrede meter ind i to australiere, der senere skulle vise sig at blive et meget behageligt bekendskab og som jeg jeg stadig har kontakt med. Det var Elmar på 78 år, der sammen med sin søn, Bryce på 52 år havde besluttet sig for at gå den portugisiske rute sammen. De så ikke hinanden så ofte, da Elmar bor med sin kone i Australien, mens Bryce bor med sin kone og børn i London.

De havde så besluttet at gå denne tur sammen, men allerede nu sad "junior" og døjede med vabler, mens "den gamle" sad og grinede lidt ad ham. Jeg spurgte om der var noget jeg kunne hjælpe med, men de havde selv et 'halvt sygehus' med i tasken til at klare vabler og den slags. Efter at have talt sammen i et kvarters tid, gik jeg videre. Vi havde aftalt - måske - at mødes ved 'Sandra' for at overnatte. 'Sandra' er en café, restaurant og et sted man kan overnatte, men jeg var endnu ikke sikker på, om jeg kunne gå 27 kilometer på den første dag og slet ikke i den varme, så jeg var lidt forsigtig med at love for meget.

Heldigvis endte det med at blive en god vandredag for mig. Så jeg endte hos 'Sandra' i Facho, nær Vila Chã og havde gået 27 km på min første dag. Både glad og lettet over at jeg kunne, men også en smule ængstelig over, om jeg kunne gentage det - dag efter dag - de næste 11 dage. Jeg fik tjekket ind, fik mig et bad og derefter en stor øl og faldt så i snak med en amerikaner (Debra), der bor i Mexico og et par tyskere og efter at have sludret lidt, kom mine austalske venner. De havde taget en taxa noget af vejen, da Bryces fødder havde det skidt. Han overvejede at trække sig allerede nu, men ville vente med at beslutte sig til næste dags morgen. 

Jeg synes jo allerede nu, at det var lidt snyd, men valgte at holde det for mig selv :-) Ingen moralske forklaringer herfra. Det var jo deres camino og de måtte gennemføre den som de ville. De var godt selskab og vi valgte at spise sammen. Maden var ikke fantastisk, men lidt kylling og salat var nu godt oven på en lang dag. Det krydret med øl, rødvin og portvin til dessert. Jeg sov godt den nat! :-)

Dag 2 på caminoen (17. april 2023) - fra Vila Chã til Sao Pedro de Rates (22 km)

Jeg vågnede næste morgen med lidt tømmermænd, efter at have fået lidt for meget at drikke aftenen før. Ikke særlig hensigtsmæssigt, når man nu skulle ud og vandre og med en bagende sol ned over sig, men det måtte siges at være selvforskyldt, så derfor var det også bare om at få lidt morgenmad og vand indenbords.

Jeg havde planer om at gå langt her på andendagen, for li'som, at have 'kilometer i banken', hvis jeg senere hen skulle have en dårlig dag. Jeg havde regnet ud hjemmefra, at jeg skulle gå mellem 21 og 22 kilometer hver dag i gennemsnit for at gennemføre turen på de berammede 12 dage. 

Det var også her jeg for første gang "stiftede" en camino familie, som jeg havde hørt så meget om hjemmefra. Folk, man mødes med - mere eller mindre tilfældigt og som man så vælger at vandre med i en eller flere dage. Mine følgesvende var mine australske makkere, Elmar og Bryce. Bryce havde fået styr på vablerne, der var pakket godt ind, så han igen var klar. Derudover  var der en "ældre" dame, Debra, der var amerikaner, men i de sidste 18 år havde været bosat i Mexico. Den sidste var en ung tysk kvinde, der hed Yasmin. En noget broget flok, men vi havde det godt sammen og hyggede os i hinandens selskab. 

Yasmin havde planer om at følge kystruten, mens vi andre ville krydse indover ved Vila do Conde for at tage centralruten. Da vi nåede til skillevejen, fandt vi en lille café hvor vi fik lidt at spise og drikke og kunne få sagt pænt farvel til Yasmin, inden hun drog videre langs kysten og vi andre fortsatte ind i landet. 

Inden vore veje skiltes, sikrede vi os dog lige, at at vi havde kontakt med hinanden på WhatsApp, så vi kunne følge hinandens fodspor på resten af turen.

Min første caminofamilie: Fra venstre Yasmin, Debra, mig selv, Bryce og Elmar

Mens Yasmin drog videre ad kystruten, begyndte vi andre at trække ind i landet, ad 'forbindelses-ruten', der mildest talt var dårligt skiltet. Heldigvis havde jeg plottet ruten ind på AllTrails hjemmefra og det var rart at have en backup på denne del af turen. Ellers - skulle det vise sig - var skiltningen nu rigtig fin på resten af turen.

Som tidligere nævnt, havde jeg planer om at gå langt den dag, men varmen gjorde store indhug i mine kræfter. Der var omkring 30 grader. Jeg fastholdt dog stædigt, at jeg ville gå langt, selvom Elmar forsøgte at overtale mig til at gøre holdt med dem i Sao Pedro de Rates. Både han og 'sønnemand', havde bestilt overnatning hos Casa Anabella, mens Debra og jeg oprindelig ikke havde planlagt noget og som udgangspunkt begge havde planer om at fortsætte. Den dræbende varme og Elmars overtalelsesevner gjorde dog, at vi gjorde holdt det samme sted. 

Elmar smed "ældrekortet" og sagde, at han nærmede sig de 80 år og det var hans sidste camino (havde gået tre før) og han havde tidligere smigret mig, ifm. den dårlige skiltning, hvor jeg jo som sagt have turen på AllTrails og dermed kunne vise vej, kaldt mig for 'Niels the Navigator'. Det toppede han med, at han på en af sine tidligere ture havde gået med en anden dansker og jeg mindede om ham (han var jægersoldat) 

Smiger og slesk tale kan være svært at modstå, så jeg valgte at gøre holdt her også. Elmar toppede så aftenen ved at insistere på at give middag, så endnu en gang sluttede dagen af med at gå småberuset i seng, så det var ikke et problem at falde  søvn.

Dag 3 på caminoen (18. april 2023) - fra Sao Pedro de Rates til Tamel (28 km)

Jeg stod tidligt op på tredjedagen, da de havde lovet endnu en varm dag. På gårdsdagens tur, havde jeg sagt til de andre, at jeg havde behov for en dag, hvor jeg gik på egen hånd. Ikke at jeg var træt af nogen, mere at jeg ville prøve en dag på egen hånd, nu hvor camino-livet allerede havde "sat sig". Ved morgenmaden mødte jeg endnu et australsk par. Adele og Neal. De var dog kone og mand. Dem skulle jeg møde igen, men mere om det senere. Efter at morgenmaden var indtaget, drog jeg afsted. Det var en skøn start for Niels The Navigator, for jeg startede så med at gå den forkerte vej, men opdagede det heldigvis allerede efter 2-300 meter, så jeg kom hurtigt på ret kurs igen. Jeg skulle tage en beslutning om at stoppe i Barcelos, som var den første større by på min vej med sine godt 110.000 indbyggere, eller om jeg skulle fortsætte til Tamel. Det blev det sidste. Eneste "lille" forhindring var dog, at jeg skulle op ad en 2,7 km lang stigning mod Tamel.

Jeg overnattede på Alberque Peregrinos a Recoleta - godt udmattet efter endnu en meget varm da, det ydermere sluttede brat opad. Før jeg foretog mig noget yderligere, købte jeg en liter koldt vand, fandt et sted i skyggen, tog sko og strømper af og sad og kiggede ud i luften den næste halve times tid.

Det var første gang jeg skulle sove på en sovesal og det var før turen den største udfordring jeg havde - oppe i mit hovede, i hvert fald. Det skulle nu vise sig ikke at være så slemt, som jeg først troede.

Før vi nåede til det med at sove, skulle jeg først have et bad og noget at spise. Da jeg pakkede min rygsæk ud, fandt jeg ud af, at jeg havde glemt mine Birkenstock i 'Rates' og når man er godt smadret, er det en af de små ting i livet, man ikke har lyst til at gennemgå. Efter bad og tørt tøj på skulle man over på den anden side af vejen, for at få mad. Det var suverænt turens med længder ringeste mad. 

Til gengæld mødte jeg her min næste camino-familie. To tyskere og en slovak. Ved siden af det, faldt jeg i snak med en dansker, der "hængte ud" med to texanere (politifolk), der elskede skydevåben, hadede USA, men elskede Texas. Fordomme, here we come :-) og sidst, men bestemt ikke mindst, fandt jeg min camino-brother, Karl wih a 'K', som han præsenterede sig. En superfed australier, der var emigreret fra Sydafrika for omkring 20-25 år siden, som jeg lige husker. Karl er en type, man bare knuselsker og jeg har stadig kontakt med ham og vil også have det fremadrettet.

Dag 4 på caminoen (19. april 2023) - fra Tamel til Ponte de Lima (25 km)

Ved aftensmaden på dag tre var jeg stødt ind i de to tyskere, Ursula og Stephan. Skønne mennesker og mens vi talte sammen, blev vi enige om, at slå følge næste dag. For mit vedkommende, ville det blive en kort dag (omkring 10 km), da jeg på utallige anbefalinger, var opfordret til at overnatte hos 'Casa Fernanda'. Det skulle være noget af det mest autentiske og familiære, man ville møde på turen og jeg havde allerede besluttet mig hjemmefra til at skulle overnatte der. 

Men som med så meget andet på den tur, ændrede jeg mening undervejs, som dagen gik - hele tiden med udgangspunktet i hvordan jeg havde det. Både fysisk og mentalt. Efter de ti kilometer følte jeg at jeg kun lige var startet og det var stadig formiddag og hvad skulle jeg så lave resten af dagen. Ydermere skulle de kilometer jo indhentes på et senere tidspunkt og jeg var på dette tidspunkt af turen stadig lidt usikker på, om jeg kunne holde til det.

Selvom jeg var ødelagt dagen før, hjælper en god nats søvn på meget og jeg følte mig helt frisk og veltilpas, da vi drog afsted. Temperaturen var også faldet til et mere humant leje - nemlig til 20-23 grader, hvilket var mere passende for mig - i hvert fald på denne årstid..

Karl, som jeg tidligere omtalte, var kommet sent samme aften og jeg havde kun talt med ham i et par minutter i haven den aften, før vi alle gik til køjs og han fortalte at han havde gået 40 kilometer og havde samme planer den næste dag. Så på dette tidspunkt anede jeg ikke at jeg senere på turen vil slå følge med ham og få - skulle det vise sig - et rigtig behageligt bekendtskab med ham.

Afsted det gik og vi faldt i rigtig god snak og talte bl.a. om forskellene på tysk og dansk kultur og hvor forskellige vi var, selvom vi er nabolande. Dejlige mennesker og pludselig stødte vi ind i Veronika. Hun fulgtes med Stephan den første dag og jeg kunne genkende hende fra en tankstation, hvor jeg havde været inde og tanke vand. Hun kunne også genkende mig, for hun havde tilbudt at passe på mine ting, mens jeg handlede ind, meeeen kontrolfreaken i mig, turde ikke overlade hele min oppakning til fremmede. Veronika er fra Slovakiet, men bosiddende i Tyskland med sin familie. 

Hun havde gået en camino før. Det var Camino Primitivo, som jo er min drømmecamino, så jeg udspurgte hende om, hvordan den tur var og jeg bestemt ikke mindre begejstret efter at have talt med hende om den tur.

Camino Portugues er kendt for sine mangeartede former for "brostensbelægninger". Når man rammer ind på de værste stykker, skal man holde tungen lige i munden. Det har dog også sin charme og når man først er i det, er det ikke så slemt, som det lige umiddelbart ser ud på billederne.

Midt på dagen efter en pause, delte vi os op. Så jeg fortsatte lidt alene og de tre andre fulgtes ad. Ingen sure miner og vi blev også enige om at mødes igen - senest når vi ankom til Ponte de Lima. Lidt specielt ved lige netop denne etape var, der ikke var mange caféer og andre opholdssteder, hvor man naturligt kunne holde en kort pause. På de fleste andre etaper var der altid en "bette snack", hvor man kunne gøre ophold, men ikke her. Senere på dagens etape fandt jeg dog et sted, hvor jeg havde en længere pause og hvor jeg kunne tjekke, om der var en sportsforretning i Ponte de Lima, hvor jeg kunne få et par Birkenstock og tjekke overnatningsmuligheder, og der blev jeg indhentet af dem igen. Vi fulgtes ind til byen og indgangen til Ponte de Lima var fantastisk smuk med broen over floden, Rio Lima, der tog sig virkelig flot ud. Her fandt vi et sted hvor vi kunne spise den sædvanlige "camino-platte", bestående af ris og pommes (mærkelig sammenblanding) med salat og kød af en slags. Ikke altid lige velsmagende, men i dette tilfælde spiseligt. 

Ursula, Stephan og Veronika ville sove på det lokale herberg, mens jeg denne nat havde besluttet mig for at finde et guesthouse, hvor man kunne være lidt i fred, få vasket tøj og få en god nats søvn. Jeg skulle også lige have købt nogen sandaler, som det så blev, som jeg kunne have på, når jeg trængte til, at få skoene af.

Inden vore veje skiltes for den dag, blev vi dog enige om, at jeg kom og samlede dem op den næste dag, så vi kunne fortsætte sammen.

Dag 5 på caminoen (20. april 2023) - fra Ponte de Lima til Fontoura (28 km)

En torsdag morgen i søvnige Ponte de Lima, mens jeg venter på mine tyske venner uden for deres herberg, hvor de har sovet, bliver jeg pludselig revet ud af Camino-livets dagligdag og hevet tilbage i hverdagens små gøremål, da min datter sender en sms med, at der ikke er flere penge på ungdomskortet. Det klares dog relativ hurtigt med et hurtigt besøg hos NemId - der swipes og så var det betalt. Så kunne yngstedatteren passe sin skole, mens faderen kunne fortsætte det søde liv på caminoen. 

Og så måske alligevel ikke, for dagens højdepunkt var opstigningen til Portela Grande, der ligger godt 400 meter over havet. Vi havde talt om det dagen før og så med en vis frygt på denne udfordring, fordi vi havde hørt, at den godt kunne være hård. 

Vi blev enige om, at følges hen til bunden af "bakken" og så derefter hver især finde vores eget tempo op til toppen, hvorefter vi ville samle op og holde en lille pause. Vi havde ligeledes hørt, at der skulle være en sommerbar på toppen, hvor man kunne få sig en øl, så der var lidt at se frem til. Om det var fordi vi havde talt så meget om det, ved jeg ikke, men efter at have nået toppen, tog jeg mig selv i at være lidt skuffet. Var det virkelig det!? Bevares, den havde da sine momenter, men det var langt fra så hårdt, som jeg havde forestillet mig.

Det er ingenlunde for at spille kæk, men jeg tror jeg havde forberedt mig på noget helt andet, men her efterfølgende, var det både en smuk og hård opstigning og pulsen kom skam også op. Grunden til, at Portela Grande bliver omtalt så episk er, at det er den stejleste stigning på hele Camino Portugues, men hvor jeg var forberedt på denne stigning, var jeg ikke på samme måde forberedt på stigningen til Tamel og det står stadig for mig som værende den hårdeste.

Måske er jeg ikke helt rask, men jeg elsker disse udfordringer, så den fik max gas hele vejen til toppen, for så at finde ud af, at den sommerbar, vi havde glædet os til, var lukket. Vi fik os alligevel en lille pause, hvor vi fik lidt at spise og drikke, før nedstigningen skulle i gang. Den var næsten værre, for det gik meget stejlt nedad, samtidig med, at der var store løse sten, så det var med at passe på.

Vi havde alle gode ben i dag, til trods for de mange højdemeter, så da vi kom til Rubiães og vi havde lidt problemer med at finde et sted at overnatte, besluttede vi os for at fortsætte. Ursula og jeg var åbenbart i sprinterhumør, for vi var kommet lidt langt væk fra Veronika og Stephan. Ursula ringede til Stephan og det viste sig, at de var 1,5-2 kilometer bag os, fik vi sjusset os frem til. Vi blev dog enige om, at vi fortsatte, som det var nu og når vi så havde fundet ly for natten, ville vi kontakte dem igen. 

I byen Fontoura fandt vi endelig et sted at sove - "Pilger Pause", hvilket betyder pilgrimspause på tysk. En tysker havde slået sig ned her i byen for år tilbage og startede et Alberque (herberg) op. Det var først nu, at der endelig var kommet lidt omsætning igen efter Corona og han tog pænt imod os. Det var rent og pænt og her var mulighed for at bestille mad, få vasket tøj og få en god nats søvn.

Vi var alle fire samlet igen og pludselig kom Karl ind ad døren, sammen med to tyskere (dem er der mange af på caminoen), Danny og Vincent. Med sig havde de også en ung englænder, Chris, der kommer fra Sheffield og hader regn. Derfor var han flyttet til Portugal og nyde det gode vejr og ville som noget af det første prøve denne camino af. 

Før sengetid, fik jeg lige en gensynssnak med Karl over en øl og vi blev enige om, at det her camino-pjat nu ikke var så ringe endda. Tænk sig at møde vildt fremmede mennesker og så være væk fra hinanden et par dage, for så derefter igen at støde ind i hinanden - spise noget pizza og drikke en øl og tale med hinanden, som om man havde kendt hinanden hele livet. Det var en vild oplevelse og det skulle som bekendt vise sig ikke at være sidste gang vi stødte ind i hinanden.

Dag 6 på caminoen (21. april 2023) - fra Fontoura til TUI (14 km)

Man ender jo i de her faste rutiner på en langdistancevandring, som en camino jo er og det er lidt forskelligt for person til person, i hvilken rækkefølge man tager dem, selvom nogen af dem er givet på forhånd. Mine egne rutiner på denne tur var noget i stil med:

• Stå op
• Gøre sig klar og få morgenmad
• Pakke rygsækken (og det skal næsten opleves, hvordan man sirligt pakker rygsækken, alt efter hvad man regner med at brug for lige netop den pågældende dag)
• Dagens vandring
• Efter ca. 5 km (1 time) - morgenmad - for det meste bestående af en croissant, en espresso og et glas juice
• 1-2 pauser, alt efter turens længde - hvor der spises og drikkes
• Efter endt tur - skoene af, fødderne op og en masse vand indenbords (...og lidt øl)
• Dagens bad
• Hvis det er påkrævet, skal der vaskes tøj
• Sidde lidt og sludre med andre, eller alene og "tage dagen ind"
• Aftensmad
• Forberede sig på morgendagen (vejrudsigt og hvor man skal sove og evt. bestille overnatning)
• Gøre sig klar til natten
• Sove

Og det gentog man så dag efter dag.

Det havde nu ligget lidt i kortene i et par dage, at dagen i dag ville være præget af regn, så ud over de gode ben dagen før, var det også et forsøg på at udvise rettidig omhu, ved at gå de ekstra kilometer dagen før, så vi måske kunne holde lidt igen på denne dag. 

Jeg sagde til Ursula, Stephan og Veronika, at jeg ville tage tidligt afsted denne dag, for at nå at komme til TUI, før regnen kom. Det var de ikke helt friske på, så vi aftalte at mødes i TUI senere på dagen og finde et sted og sove. De var allerede i gang med den "Gule Bog", da jeg forlod Fontoura, så de med tysk grundighed kunne planlægge, hvor vi skulle sove den efterfølgende nat, mens jeg brugte den danske snusfornuft og tog tidligt afsted for at undgå mest mulig regn.

Det var også denne dag, hvor jeg ville krydse grænsen fra Portugal til Spanien. Det er floden Minho, der skiller de to lande og to byer, der er på hver sin side af floden. Valenca i Portugal og TUI i Spanien. Alligevel virker det til, at der er en vis samhørighed mellem byerne, selvom man både kan se på skiltningen og fornemme, at de er to seperate enheder. Lidt speciel oplevelse, der jo sikkert findes mange andre steder rundt om i verden.

Før jeg nåede til Minho, var jeg dog lige oppe og se den flotte borg i Valenca. Jeg måtte dog nøjes med en tur udenom borgen, da det begyndte at trække op til regn og jeg gerne ville nå de sidste kilometer i mål, før regnen for alvor kom.

Så skete det. Bedst som jeg havde passeret Minho og nu var kommet ind i TUI, levede Galicien op til sit ry om at være et af de mest regnvåde områder - ikke bare i Spanien, men i hele Europa. Det startede i det små, men tog efterhånden til i styrke, så jeg skyndte mig at komme op i den gamle bydel i TUI for at finde en café, hvor jeg kunne sidde i ly, få mig en kop kaffe og en sandwich og vente på, at regnen ville stilne af igen.

Det var meget dunkelt og lidt fugtigt og det blev nok ikke bedre af, at meget af vores tøj var vådt og var hængt til tørre inde på stuen. Alligevel var det virkelig hyggeligt og lige i den ånd, man skal gå en camino i, hvis man spørger mig. Nu var det tid til lidt mad og vi fandt et sted, hvor vi kunne få en gang lasagne og den obligatoriske øl og derefter hjem på stuen og tidligt til køjs.

Dag 7 på caminoen (22. april 2023) - fra TUI til Rendondela (35 km)

To ting man blandt andet skal huske på, når man går på den portugisiske camino er, at når man passerer grænsen mellem Portugal og Spanien, skal man stille sit ur, så det passer til den rigtige tidszone og man skal fra nu have to stempler i sit pilgrimspas, da der er ca. 100 kilometer tilbage af turen. Det sidste var der helt styr på, men det første havde vi alle fire glemt. Urene stiller jo sig selv nu om dage, men vi havde sat dem til at vække os på samme tid, som vi plejede at gøre. Det var ikke moderne gardiner man trak for vinduerne her i San Domingos Klosteret, men store tunge skodder, så vi kom først i tanke om vores forglemmelse, da vi åbnede skodderne, for at lufte ud. Der så vi så, at det stadig var mørkt udenfor. 

Da vi alligevel var klar til at gå, besluttede vi os for at komme afsted. Så håbede vi på, at se den smukkeste solopgang i mands minde. Solopgang var der ikke meget af. Kun tunge skyer der hængte faretruende oppe over vores hoveder. Og med tøj på kroppen, der stadig var fugtigt fra gårdsdagens tur, skulle vi lige "skrue os ned" i den rette attitude, for at synes at det var åhh så fantastisk at gå en camino. 

Det var det og er det. Bare den smukke udsigt fra klosteret ud over Minho floden (eller Miño på spansk) gjorde, at vi hurtigt var klar med det gode humør til dagens vandring. Planen var klar. Vi ville gå til O Porriño - en tur på ca. 18-19 kilometer. Det var intet problem. Benene blev bare bedre og bedre dag for dag og det føltes efterhånden som om, at man kunne gå i evigheder.

Da først vi kom i gang med selve turen og var varmet igennem, tænkte man ikke så meget over vejret. Så går snakken igen og selvom det begyndte at regne lidt igen, ændrede det ikke på at humøret og benene var i plus. Stephan havde dog begyndende problemer med bentøjet og uden egentlig rigtigt at ville det, blev vi delt i to "grupper". Ursula og jeg der gik et stykke foran de andre to og så samlede vi op, når vi pludselig opdagede, at de var ude af syne. Ingen sure miner fra nogen af os. Det var sådan det var og det var fint.

Det smådryppede det meste af tiden i den første del af dagen, uden at det blev meget voldsomt. Da vi endelig nåede til O Porriño, kunne vi godt mærke, at dagen endnu ikke var slut. Måske det var på grund af regnen, men byen så en anelse kedelig ud, klokken havde kun lige passeret middag (da vi jo startede lidt tidligt) og benene havde det stadig godt. Der var dog lige Stephan, men han kløede på og sagde, at det hverken blev bedre eller dårligere at stå stille, så vi kunne lige så godt fortsætte. Så det gjorde vi. Næste stop Mos.

"Og så brød solen frem", for nu at citere TV2, men ingen gæster gik dog heldigvis hjem og festen var på ingen måder forbi. Tværtimod. Det var optur at blive varmet igennem og selvom humøret allerede var højt, steg det lige et par grader - sammen med temperaturen. 

Vi var midt på en stigning og kom til en lille by ved Mos, hvor vi gjorde holdt. Vi fandt en lille café, hvor vi fandt et sted og sidde. Vi havde gået i omegnen af 24 kilometer. Ursula og jeg var et godt stykke foran Stephan og Veronika. Tre kvarter efter vi var ankommet, kom de også ind til byen og Stephan havde ikke meget lyst til at gå mere den dag. Han havde også gjort det godt. Jeg havde til gengæld mere mod på tilværelsen og da Karl i mellemtiden var dukket op sammen med fem andre vandrere, spurgte jeg om jeg må følges med dem og det måtte jeg gerne. Samtidig spurgte jeg også med mine tre følgesvende, om det var ok at forlade dem og det var det. Som vi ofte talte om. Det er vores egen camino, så man må gøre hvad man vil. De spurgte om vi skulle mødes i Saxomonde, der lå seks kilometer længere fremme, for så ville de prøve at liste meget stille og roligt dertil, hvis jeg ville vente der. Jeg lovede dem at give besked, men benene ville afgøre hvor langt jeg skulle den dag. Jeg ville skrive til dem i Saxomonde. 

Karl, Angelo og jeg fortsatte. Deres følge var heller ikke klar til at fortsætte. Dette skulle vise sig, at være min nye teammates, hvad jeg jo ikke vidste på daværende tidspunkt. Det var ikke af uvilje, men jeg opdagede slet ikke vi gik igennem Saxomonde, men kunne se på mit ur, at vi ud fra antal kilometer måtte have passeret byen. Jeg tjekkede mit kort og ganske rigtigt, var vi gået igennem en lille by med det navn. Jeg skyndte mig at skrive til mine tre tysk/slovakiske venner og beklagede at jeg havde overset byen og fik et svar tilbage med at jeg var tilgivet :-)

Den nye australsk/italiensk/danske trio fortsatte i højt tempo og selvom vi nu var ude i for mig ukendt terræn, hvad længden af dagsetaper angår, følte jeg mig stadig frisk. Karl og Angelo var startet deres camino i Lissabon og havde mange flere kilometer i benene, end jeg havde. De havde været en flok på 4-5 stykker, der havde vandret sammen on/off fra starten af, så de to kendte hinanden, så jeg fulgte med som det tynde øl og det var helt op til dem hvor langt vi skulle gå den dag.

Vi stod på et plateau og kunne ud af øjenkrogene se Redondela i det fjerne. En større by, kunne man fornemme og vi blev enige om at gøre holdt der. Lidt tilfældigt fandt vi Albeque Santiago de Vilavella hvor vi valgte at overnatte og her var både mulighed for at spise og få en øl...eller to, så det valgte vi. Selvom 35 lange kilometer sad i kroppen, sad vi alligevel til langt ud på aftenen og snakkede, inden vi kunne mærke at roen sænkede sig, så vi var klar til at sove.

Dag 8 på caminoen (23. april 2023) - fra Rendondela til Pontevedra (22 km)

Denne dag skulle have været en hviledag. Med en hviledag forstås, at det skulle være en meget kort vandredag. Et eller andet sted mellem 10-15 kilometer og så ellers slappe af. Jeg havde "overskud" af kilometer på kontoen, så der var lidt at give af, hvis jeg trængte til at slappe af. Veronika og jeg havde dog tidligere talt om muligheden for at tage Variante Espiritual (VE), der er en afstikker af centralruten/kystruten, men stadig en del af den portugisiske camino - oven i købet skulle den være utrolig smuk. Man skal dog sætte 1-2 dage ekstra af for at gennemføre turen - dels er der lidt flere kilometer, end hvis man fortsætter ad centralruten og dels er den noget mere kuperet. Udfordringen var, at beslutningen skulle tages nu i dag. Jeg havde en bagkant i forhold til ferie og det fly jeg skulle med hjem, så jeg valgte det sikre. Jeg fandt senere ud af at Veronika valgte at tage VE og det eneste jeg har fortrudt på hele denne tur er, at jeg ikke gjorde det samme. Det skulle nemlig vise sig, at jeg gik hele turen til Santiago på 11 dage, i stedet for de 12 dage, jeg på forhånd havde sat af til at vandre turen og ud over det, mødte jeg også Veronika på 12-dagen i Santiago, hvor hun selvfølgelig kunne fortælle, at det var en gudesmuk tur. "Den tur må jeg så have til gode til en anden god gang" sagde jeg med let bitter stemme, mens hun smilede overbærende.

Selvom det som sagt skulle have været en hviledag, havde vi dog hele tiden i baghovedet, at hvis det ikke begyndte at regne, kunne vi tage hele vejen til Pontevedra. Vi havde fart på den dag, Karl, Angelo og jeg. Allerede ved kl. 13-tiden ankom vi Pontevedra. Ud over turen til Tamel på tredjedagen, var det dog første gang jeg var ramt af en mindre krise. Denne gang dog ikke en fysisk krise. Mere mentalt, hvor jeg de sidste 3-4 kilometer var fuldstændig drænet for mental energi og bare ikke gad mere den dag, så Angelo og Karl lod mig gå lidt for mig selv, så mens de talte om fluefiskeri og bækørreder, tænke jeg mere på at komme "hjem" for denne dag.

Før vi tjekkede ind på vores Alberque - de Peregrinos de Pontevedra, tog vi på café for at få mad og drikke og vi havde kun lige sat os, før der gik hul på himlen og der kom rigtig meget vand de næste 3-4 timer. Vi havde virkelig ondt af dem der stadig var ude i regnen - bl.a. min tre venner fra tidligere, som jeg vidste også var på vej til Pontevedra. Jeg skrev til dem, for at høre, om jeg skulle booke en plads til dem, når vi kom hen til vore alberque og det måtte jeg meget gerne. Vi nåede selv at blive gennemblødt på den korte tur vi havde, hvorfra vi spiste og hen til vores alberque.

Desværre kunne jeg ikke for lov at booke til andre. Man skulle selv møde op, så jeg måtte nedtrykt meddele Stephan og Ursula, der på dette tidspunkt havde efterladt Veronika, at jeg ikke kunne booke til dem. Det kunne næsten ikke værre mere uheldigt. Da Ursula og Stephan endelig dukkede op, var de to sidste sengepladser netop lige forsvundet. Midt i elendigheden, fik de dog sengepladser på den anden side af vejen, der heldigvis skulle vise sig at være bedre end der hvor vi var. Det havde de fortjent, med det uvejr de havde gået i.

Da det endelig blev tørvejr igen, tog vi, "De tre tenorer", ned for at vaske tøj og derefter bad og aftensmad. Vores alberque var et kommunalt et af slagsen, hvor der var 30-35 sengepladser og det var et af de steder, jeg havde "frygtet" lidt før jeg tog hjemmefra. Lidt snusket, fugtigt og beskidt. Sengene var rene og man fik et engangsbetræk til at tage ud over madrassen, så det gik jo nok alligevel. Af alle de muligheder, der ellers kunne være, skulle der selvfølgelig placeres en 130 kilo stor tysker i overkøjen (man valgte ikke selv) - et var, at han snorkede. Det kunne jeg snildt leve med. Det gjorde jeg sikkert også selv, når jeg endelig sov, men han vendte og drejede sig det meste af natten i det jernstativ, de åbenbart havde valgt at kalde en køjeseng og det fik mig sjovt nok til at tænke på den skæbne der overgik Titanic der tilbage i 1912.

For at gøre ondt værre, lå vi lige ved døren ind til sovesalen og når folk skulle på toilettet, skulle man ud af sovesalen og over på den anden side af gangen. Hver gang døren gik op, tændes der et lys uden for, der var så stærkt, at det snildt kunne oplyse de belgiske motorveje og Mælkevejen - på samme tid. Så det var dælme lidt af en fest, jeg havde den nat.

Angelo, Karl og jeg havde virkelig fundet melodien sammen. Vi havde det sjovt sammen, men samtidig var vi også glade for at være sammen med de andre, vi havde mødt på vores vej og det så vi alle tre som en stor fordel. Da alle havde spist, valgte vi en større flok at tage ind til Pontevedra for at få en øl.

Dag 9 på caminoen (24. april 2023) - fra Pontevedra til Caldas de Reis (23 km)

Det pudsige ved alt det her uro om natten og mangel på nattesøvn er, at det meste foregår oppe i hovedet på en. Selv med meget lidt søvn, starter det hele forfra næste morgen alligevel (programmet, der beskrevet under dag 6) Det er muligt, at man starter lidt klatøjet, men når først man er på farten, så tænkte man ikke mere over hvor lidt søvn, man egentlig havde fået.

Således heller ikke denne dag. Vi gjorde klar til endnu en dag, som igen var lidt overskyet til at starte med, men stadig med en temperatur på 20-21 grader. Så ingen grund til at klage. 

Det gjorde vi så heller ikke. Karl, Angelo og jeg selv, havde fået følgeskab. En ung portugisisk kvinde i sluttyverne, der hed Catherine (Cat). Hun mestrede, ud over portugisisk, også spansk og italiensk, men gud hjælpe mig, om hun ikke også forstod svensk. Så hvis jeg forsøgte mig ud i lidt danske gloser, forstod hun ofte, hvad meningen bag ordene var. Det havde vi meget sjov ud af.

Generelt var det en meget sjov dag, hvor jokes og gode snakke prægede hele dagen. Karl og Angelo fortalte, at de tidligere på turen var fulgtes med en anden dansker, der ligesom jeg selv, kom fra Aarhus. Han var glødende AGF-fan og hadede alt fra København og jeg fortalte så, at der til tider kunne være lidt rivalisering mellem de to byer og Angelo gjorde det så til sin pligt, at hver gang vi mødte danskere og gå hen til mig, for at spørge, om de var københavnere? På italiensk/engelsk, var udtrykket: "Are they Copenhagenos"? Han tog den videre end det. For nu havde han to venner fra Danmark der hadede København, så nu hadede han også København. 

Personligt har jeg ikke noget imod hverken København eller københavnere, men det havde Angelo 😂- i hvert fald på daværende tidspunkt. Cat havde fundet indkvartering i "Caldas" (Caldas de Reis), der hed Alberque Alecer, hvor vi mødte vi fire unge kvinder, der var tjekket ind samme sted. De tre af dem var tydeligvis tyskere, kunne man høre, men det var lige så tydeligt, at den sidste var dansker og det kunne man høre på den måde, hun talte "Danglish" på. Angelo opfattede hurtigt, at jeg havde gang i en samtale på den lokale dialekt fra det høje nord og da vi var færdige med at tale sammen, trak han mig til side og med et smørret smil, kun en italiener kan diske op med, spurgte han mig, om hun var "Copenhagenos". 

Jeg måtte jo indrømme, at det godt kunne lyde til, at hun i hvert fald var fra omegnen af København. Så slog han hurtigt fast med et stort grin, at "vi" ikke kunne lide hende, meeeen man skulle være en skidt italiener, hvis ikke man er til fals for lidt bestikkelse, for senere samme dag, kom hun hen for at spørge mig, om vi ikke alle fire havde lyst til at få en øl og PLUDSELIG fik han et helt andet syn på Copenhagenos.

Hvis jeg synes, at der var lidt plads på klosteret i TUI, så måtte jeg gøre min stilling op igen. Her på alberque Alecer, var der så lidt plads mellem de fire køjesenge, at det ville give burhøns klaustrofobi. Til gengæld var det meget rent og pænt, så vores eneste problem var, når vi skulle i seng. Så kunne der kun være en i rummet ad gangen. Når vedkommende så var kravlet i seng, kunne den næste komme ind, men det var nu også fint og vi morede os godt over det. 

Man skulle jo tro, at når der nu var så lidt plads, så havde vi også hurtigt overskuet, hvad der var af faciliteter på stedet. Karl havde insisteret på at lave aftensmad og taget i det lokale supermarked, for at handle ind. I mellemtiden var Nico ankommet. En ung italiener på 23 år, der tidligere på turen havde gået sammen med Angelo og Karl. Karl kommer ind ad døren med to store indkøbsposer og ser til sin store glæde Nico og spørger om han vil spise med. Det vil Nico gerne, men spørger, hvor han vil lave maden henne, for der er ikke noget køkken.

Karl slog en kæmpe latter op og kiggede lettere hovedrystende på bæreposerne og forærede så det hele til hende der ejede stedet, så hun forhåbentlig kunne få glæde af det.

I stedet for, tog han kontakt til Adele og Niel, der også havde slået lejr for natten her i Caldas. Niel havde i øvrigt også fulgtes med både Angelo, Karl og Nico fra Lissabon, inden Adele var kommet fra Australien og nu havde de så fulgtes ad fra Porto. Vi tog alle ud for at spise og i mellemtiden dukkede Chris også op. Vores engelske ven, der hadede regn. Efter den skønne dag, var det på det tide at komme hjem og se dyner. 

Dag 10 på caminoen (25. april 2023) - fra Caldas de Reis til Padrón (19 km)

Cat, Angelo og Karl havde allerede talt om dagen før, at de ville ud til herberget (alberque) ved Herbón. Det skulle være et meget specielt, men også populært alberque. En meget speciel stemning. Så det gik de med. Ulempen var, at der ikke var plads til mange, så man skulle tidligt afsted. Jeg havde ikke samme trang til at tage derud. Jeg ville bare ind til Padrón og nyde livet lidt der. Det var en lille omvej på 3-4 kilometer, for at komme til Herbón, så det var ikke det, der afskrækkede mig. Jeg følte simpethen bare ikke for det.

Som jeg har skrevet flere gange før, er jeg et socialt anlagt menneske, der elsker at have mennesker omkring mig, men det har også ind i mellem sine begrænsninger, for der er også tidspunkter, hvor jeg bare nyder at være i mit eget selskab. Ikke at mine tre venner på nogen måder var belastende. Tværtimod. De var skide søde, men der kommer tidspunkter, hvor jeg bare gerne vil være helt alene, gøre tingene på min måde, i mit tempo og når jeg har lyst til at gøre det.

Oven i hatten, havde jeg hjemmefra planlagt en kort etape på dag 11, så jeg frisk og frejdigt kunne nyde de sidste vandrekilometer ind mod pladsen foran katedralen i Santiago de Compostela den sidste dag.

Jeg var helt klar på at tage tidligt afsted og Karl havde foreslået kl. 7, som vi alle nikkede 'ja' til. Det var så her, der var et mindre kultursammenstød, for hverken Angelo eller Cat var klar til afgang kl. 7. Der var de ikke en gang stået op endnu og det irriterede synligt Karl. Havde jeg selv haft en aktie i det, havde jeg helt sikkert reageret på samme måde, men nu skulle jeg jo "bare" til Padrón, så det var ikke så vigtigt for mig. Jeg lavede mig en kop kaffe og gik ud og satte mig på trappen og ventede, da jeg fornemmede en vis anspændthed indenfor. Karl kom ud og sagde, at de var klar kl. 7.20, men den endte med at blive 7.40 inden vi kom afsted.

Karl havde lige fået sit vanlige gode humør tilbage, men så fik Angelo den gode idé, at han skulle have sin morgenkaffe og den obligatoriske croissant. Den var Karl ikke lige klædt på til at modtage. Jeg forstod jo godt Karl. Nu havde han først ventet i 40 minutter og så skulle det allerede nu forsinkes af endnu et break, med den risiko, at når de nåede til Herbón, var der fuldt booket, men jeg havde jo sympati for dem alle, så var lidt splittet. De to "kamphaner", blev dog enige om, at Angelo fik sin kaffe - sammen med Cat og så fortsatte Karl og jeg videre. 

Vi nåede toppen af en mindre bakke, efter små 10 kilometer, hvilket var halvdelen af dagens tur for mit vedkom-mende, hvor jeg så foreslog Karl, at vi fik lidt mad og drikke på den lokale café og det var han klar på. I pausen sad jeg og kiggede efter overnatningsmuligheder i Padrón, mens Karl prøvede at høre, om mulighederne i Herbón. Der var heldigvis gode nyheder til ham og ligeledes til mig, for jeg fandt også et alberque inde i Padrón. Vi sad ved samme bord på caféen som en nordmand, som vi fik os en hyggelig snak med. Han havde gået denne camino før - for 8 år siden og kunne blandt andet fortælle, at hans oplevelse var, at der var væsentlig flere mennesker på den portugisiske camino, end på samme tid for 8 år siden. 

Vi kontaktede de to andre og blev enige om et mødested, hvor vi igen kunne følges ad, inden de skulle den ene vej og jeg skulle den anden. Vi fandt en lille café tæt ved floden 'Rio Ulla' (ja, det hedder den altså), hvor vi fik lidt mad og drikke og sad nok lidt længere end nødvendigt, da vi ikke var helt sikre på, om vi ville mødes igen. Det gjorde vi heldigvis, men det var jo ikke sikre på det tidspunkt.

Da vi endelig skiltes ad, var det vedmodigt og krammerne var da også ekstra lange. De skulle mod højre, jeg mod venstre. Jeg havde et par kilometer, før jeg nåede hen til mit alberque, der hed 'Flavia'. Der fik jeg et værelse for natten, men da jeg ankom rimelig tidligt, gik jeg ud for at handle ind. Min aftensmad den dag, bestod af æbler og bananer og dertil en cola og en halv liter vand. Så gik jeg ellers tidligt i seng og fik mig en god nats søvn, så jeg kunne være klar til næste morgen, selvom det kun skulle være en kort tur.

Dag 11 på caminoen (26. april 2023) - fra Padrón til Santiago de Compostela (26 km)

Dagen i dag skulle jo så have været en relativ kort dag, således, at jeg på sidstedagen kun skulle have små 8 kilometer ind til SdC, så jeg bedre kunne tage stemingen ind. Det var min forberedelse hjemmefra. Jeg havde dog her de sidste par dage puslet med tanken om at gå hele det sidste stykke ind til SdC, da jeg følte at jeg havde et stort overskud og overhovedet ikke var træt eller havde nogen skavanker. Jeg havde ikke sagt det til nogen - kun leget med tanken oppe i mit eget hovede.

Nu ville jeg så starte med at gå de første fem kilometer, indtil det første kaffe-break, for at tjekke om ben og mental tilstand var som det skulle være, før jeg tog den endelige beslutning, om at gå hele vejen til mål, eller skære den over i to bidder. 

Det var første gang siden den allerførste dag, jeg kun var i selskab med mig selv. Vildt nok for en mand, der inden han tog hjemmefra bare tænkte, at han skulle ned til Portugal og Spanien og gå en camino for sig selv. Well, jeg gik alene på tredjedagen, men både ved morgenmad og ved aftentide, var jeg omgivet af mange mennesker. Denne dag var jeg helt på egen hånd, så jeg havde masser af tid til at tænke, men det havde jeg egentlig ikke brug for, i forhold til, om jeg skulle nå hele vejen i mål i dag eller ej.

Jeg tror indirekte, at jeg havde taget den beslutning for længe siden. Den oprindelige plan var, at jeg skulle gå til
O Milladoiro og overnatte der, men hvorfor skulle jeg dog sidde og rasle i et forstadskvarter fra middagstid og så bare vente på, at det blev næste morgen, når jeg nu havde det så godt? Der var simpelthen for mange fordele ved at gøre det og ikke rigtig brugbare argumenter for ikke at gøre det.

Så afsted det gik. Perfekt vandrevejr. 20-22 grader, lettere overskyet og en mand med en mission. Eneste lille hage var, at godt nok gik jeg alene, men de sidste kilometer ind mod målet på en camino, er ligesom en banegård. Når så mange camino-ruter har mål samme sted, er det selvfølgelig uundgåeligt, at de samles omkring Santiago de Compostela. Stemningen er lidt intens og en masse vandrere, der går i gåsegang (måske alligevel lettere overdrevet) og alle med det samme mål, så de forsvinder ikke igen.

Sidstedagen, som det jo så var, gik langs en større landevej, hvor man til tider blev ledt lidt væk og kom igennem små hyggelige landsbyer, men samlet set var det mest en transportetape. Så det var bare at sætte den ene fod foran den anden. 

Endelig ankom jeg til udkanten af SdC og det var med forventningens glæde, at jeg gik ind mod katedralen, meeen så nemt skulle det så ikke gå. Pludselig skulle jeg forholde mig til, om jeg ville fortsætte ligeud, eller dreje til højre ad en alternativ rute. Jeg troede jeg havde forberedt mig på alt, men det her havde jeg åbenbart overset. Flere steder på ruten, er der små alternative ruter, sålesdes også her, så jeg satte mig på en bænk, for at se, om jeg kunne læse mig frem til det. Jeg kunne nu ikke finde noget, så jeg måtte jo foretage mig et valg og så tæt på mål blev det, at fortsætte ind mod centrum og det endelige mål. Her opstod så den næste lille udfordring for mig. Efter jeg havde valgt at fortsætte ligeud, var der ikke megen skiltning. Jeg forestiller mig, at det var fordi, at mange indfaldsveje fra de mange caminoruter, fører ind til katedralen, så det ville udvikle sig til at blive en skilteskov.

Heldigvis var der andre af de hersens mærkelige mennesker med rygsække på, man kunne følge efter og som tiden nærmede sig, kunne man fornemme, at nu var det dælme ved at være nu. Jeg var så tæt på, at jeg begyndte at tænke på, hvordan jeg ville reagere, når jeg kom ind på den store plads foran katedralen. Ville jeg bare stå som en stenstøtte og se kold og lokumsagtig ud, eller ville jeg blive rørt til tårer?

Jeg tænker, at jeg landede lige midt imellem. Jeg kunne godt mærke suset i kroppen, da jeg kom ind på pladsen kl. 13.45 (ja, man er vel præcis med klokkeslættet) og mange mennesker omkring en, der bryder i gråd eller udbryder Wauww, så skal man sgu' da være lavet af sten, for ikke at lade sig påvirke af det, selvom træmanden her også i nogen tilfælde tænkte: "Så slap dog af" 😂

Jeg satte mig på jorden i behørig afstand af katedralen. Nede bagved på den store plads og sugede det hele ind. Nogen krammede, andre tog billeder. Andre igen summede over en stille øl og gennemgik garanteret turen en gang til. Og rigtig mange gjorde ligesom jeg selv gjorde. Sad stille og roligt og kiggede på katedralen, mens tusindvis af tanker fløj gennem hovedet, samtidig med, at hovedet var tømt. Ja, jeg ved ikke hvordan det kan lade sig gøre på samme tid, men det kunne det altså ;-)

Da jeg havde siddet og sundet mig en lille times tid, meldte virkeligheden sig igen. Jeg var jo ankommet en dag "for tidligt", og det hotel jeg havde booket til dagen efter havde ikke flere pladser, så jeg måtte jo ud og lede efter et andet, hvor jeg ikke orkede at skulle gå alt for langt. Jeg fandt hotel Winsor - ikke prangende, men ganske udmærket til en træt vandrer som mig. Jeg skyndte mig at tjekke ind og tage et bad og få lidt rent tøj på og lige sidde og slappe lidt af.

Jeg havde skrevet med Karl og de ville ankomme omkring kl. 16, så jeg skulle lige have lidt gang i benene igen, for at komme op på pladsen for at tage imod dem. Jeg nåede lige at købe øl, jeg kunne have med derned. Glæden var stor, da jeg så dem igen og at dømme ud fra reaktionerne, var det gengældt. De fortalte om turen ud til Herbón, som havde været fantastisk. Vi snakkede og grinede i et godt stykke tid, hvorefter vi fulgtes ad ned på "kontoret", for at få det sidste stempel, som bevis på, at vi var kommet i mål. Herefter op på pladsen igen - lidt øl og billeder. Så ville de også lige tjekke ind og vi blev enige om, at tage til messe i katedralen kl. 19.30 og så efterfølgende spisning.

Efter spisning, kunne man godt fornemme, at vi alle var trætte, så selvom vi alle gerne ville være fortsat og givet den gas, slog vi op i banen og gik hver til sit. Ingen skulle dog hurtigt hjem, så vi aftalte at mødes dagen efter igen.

Dag 12 på caminoen (27. april 2023) - Turist i Santiago de Compostela 

Denne torsdag var en meget speciel dag at vågne op til. Jeg ville jo gerne have sovet rigtigt længe, men det kunne jeg ikke. Jeg vågnede faktisk lang tid før, at der var morgenmad på hotellet, så jeg vimsede lidt rundt på mit hotelværelse, tog mig et lidt længere bad, end jeg normalt ville gøre, tjekkede lidt sociale medier og andre små gøremål, for at brænde lidt tid af. De foregående elleve dage havde jo nærmest været skemalagte, selvom man ikke havde skrevet noget ned. Nu skulle man lige pludselig ikke rigtig noget, andet end at slå tiden ihjel.

Efter morgenmaden gik jeg ind til centrum af SdC og osede lidt, blandt andet for at se om der var souvenirs, jeg bare måtte eje. Souvenirs butikkerne lå side om side i de små gader og man kunne simpelthen købe alt og her tænker jeg at vandrere er mindst ligeså dumme, som alle mulige andre turister. Jeg nøjedes dog med at købe et mærke til at sy på rygsækken og en enkelt kortærmet trøje - det sidste også fordi, jeg var ved at rende tør for rent tøj.

Jeg havde skrevet med Ursula og Stephan, for at høre hvornår de ville være i mål og de regnede med at være der ved middagstid. Jeg skrev også til Veronika og hun ville være der et par timer senere. Jeg ville meget gerne være der og tage i mod dem alle tre og det var glade venner, der kom i mål. Vi aftalte at spise sammen om aftenen i den lejlighed hvor Veronika og Stephan skulle overnatte. Ursula havde fundet et andet sted til sin overnatning.

I mellemtiden havde jeg tjekket ud fra Winsor og tjekket ind på et nyt hotel - Deniké, hvor jeg fik mig installeret, inden "Niels The Navigator" skulle mødes med Elmar og Bryce for at sige farvel til dem, inden de skulle til lufthavnen, for at flyve hjem. Elmar skulle med Bryce til London, men inden da skulle vi selvfølgelig lige have endnu en middag sammen. Denne gang ville jeg så gerne betale gildet, men blev pure afvist af Elmar. Jeg forsøgte stædigt. Bryce nikkede til mig og sagde med tør australsk humor, at de skulle nå et fly og den kamp havde jeg tabt. "Så lad nu bare den gamle, så vi kan nyde den sidste tid sammen, i stedet for at diskutere". Det gjorde vi og jeg fulgte dem efterfølgende hen til taxaen, der kørte dem ud til lufthavnen. Et tungt farvel (det første af mange, skulle det vise sig at være), til nogen mennesker, jeg virkelig var kommet til at holde af.

Senere samme dag skulle jeg så igen mødes med Veronika, Ursula og Stephan og vi fik lidt mad og rødvin. Da vi havde siddet et par timer var de tre godt møre - ligesom jeg havde været det dagen før, da jeg kom i mål. Vi hævede mødet og sagde pænt tak for turen og til hinanden og aftalte at sige et endeligt farvel dagen efter, hvor jeg skulle mod Porto igen.

Jeg gik ned mod den store plads igen foran katedralen, hvor jeg havde hørt, at der skulle være musik samme aften. Jeg havde hørt at det skulle starte kl. 22 og at det skulle være en oplevelse. Jeg var der fem minutter før det skulle starte og der var pladsen godt fyldt op, men ingen spillemænd. Det skulle dog vise sig, at de opererede med lidt alternative tidsforskelle, som det er skik og brug på disse kanter, men underholdende var de. Efter musikken var færdig, listede jeg stille og roligt hjem i seng. Næste dag var hjemrejsedag.

Ikke den bedste video, men festligt musik og autentisk udgave af 'Guantanamera'

Dag 13 på caminoen (28. april 2023) - Farvel, Camino blues og tilbage til Porto

Så kom dagen - den dag, man nok mest af alt havde frygtet, men hele tiden skubbet foran sig i bevidstheden. Dagen, hvor man skulle sige farvel. Mens jeg sad på mit hotel og spiste morgenmad, skrev Karl til mig: "Hvor er du, Camino-brother"? Han var nede på den store plads og skulle videre mod Finisterre (Verdens Ende) - en tredages vandring, som mange caminovandrere også tager. Han skulle afsted sammen med Nico og Angelo og her sad han nu og ville vide hvor jeg var. Jeg svarede, at jeg var på mit hotel og at jeg kunne være der om 20 minutter. Han ville give mig 20 timer, hvis bare jeg kom og jeg synes selvfølgelig at det var rørende ord, så jeg skyndte mig ekstra. Da jeg kom ned på pladsen, kunne jeg ikke se ham. Det viste sig, at han sad op af en af søjler, der også kan ses på videoen ovenover og da jeg fik øje på ham, vinkede jeg, men han vinkede ikke igen. Jeg skyndte mig derhen og uden at udlevere ham, kunne jeg se, at nogen havde hældt vand i øjnene på ham. Det må helt sikkert være de samme, som så hældte vand i hovedet på mig og af alle de tunge "goodbyes" jeg var igennem, i forbindelse med afslutningen af caminoen - og der var en del, var denne dog den værste. Heldigvis kom Nico og Angelo og så begyndte alle de 'latterlige' jokes at flyde igen, inden det endelige på gensyn/farvel til de tre gode drenge. Det var en hård omgang.

Det blev også til et sidste følelsesladet farvel til Ursula og Stephan, mens jeg desværre ikke nåede at sige farvel til Veronika. Hun var taget afsted. Det skulle jeg også nu. Jeg skulle med en bus fra SdC til Porto - det ville tage fire timer. Utroligt. Nu havde det taget elleve dage på gåben fra Porto til SdC og så kunne man nøjes med fire timer i bus, når man skulle retur.  

Yasmin skrev til mig, mens jeg sad i bussen. Hun kunne huske, at jeg skulle til Porto samme dag som hun skulle og spurgte, om vi skulle mødes til en afsluttende middag, inden vi hver især skulle med et fly til henholdsvis Tyskland og Danmark. Hun ville tage en veninde (Anna) med, som hun havde vandret med på Kystruten. Det vil jeg selvfølgelig gerne, hvis jeg overlevede denne bustur, for den var "spændende". Efter to-tre timer, var det tid til at bryde op. Anna skulle tidligt hjem, da hun skulle tidligt i lufthavnen den efterfølgende dag. Endnu et farvel og/eller på gensyn. Man håber jo altid på det sidste, men for de flestes vedkommende, er det jo nok det første.

Jeg fandt mit lille hotelhummer og gik i seng og gjorde klar til at skulle hjem dagen efter. Denne tur var alt det jeg havde drømt om og mere til. Jeg mødte en masse skønne mennesker, hvor jeg stadig har kontakt med en del af dem. Nu ved jeg hvad Camino-blues er. Vedmodigt farvel til en 14-dages "vandrebobbel", hvor man hiver sig selv ud af hverdagens hektiske trummerum, for at stikke af for en stund, uden at skulle påtage sig noget som helst andet end at vandre, spise og sove. 

MEN midt i den pinsel det var at skulle forlade camino-livet, så overstrålede det hele sig med glæden over, at jeg skulle hjem til mine tre piger, som jeg havde savnet hver dag, når man lå på en eller anden sovesal og skulle sove. Nu skulle jeg kun sove én gang mere under fremmede himmelstrøg, før jeg var hjemme. 14 overnatninger på 14 forskellige lokationer, var det blevet til. Fra og med i morgen, var jeg heldigvis hjemme hos min verdensklasse familie igen og uden at hele denne skønne tur skal sluttes af med for meget flæberi, er jeg glad for at have den mulighed for at tage afsted på disse ture, men endnu gladere, når jeg kommer hjem igen. 

Dag 14 på caminoen (29. april 2023) - Go'daw igen hverdag og lidt fakta om turen

Hjemturen er der nu ikke meget at skrive om. Det skulle da lige være, at jeg var lidt udfordret af Metro-systemet i Porto. Den lilla linje jeg skulle køre med og som var afbilledet på væggen (som var en samlet oversigt over alle metro-linjerne i Porto) og var den linje, der kørte direkte til lufthavnen, kunne jeg simpelthen ikke finde. 

Jeg tjekkede Metro-stationens navn flere gange og det stemte overens med, hvad der stod på væggen. Jeg var heldigvis i meget god tid, men til sidst måtte jeg give fortabt. Jeg måtte spørge en lokal. Hun forklarede,at det var rigtigt det jeg havde fundet frem til, men sagde med et overbærende smil, at jeg skulle hen til den næste metrostation for at tage den lilla linje, selvom der stod, at den kørte herfra. Hun havde nok luret, at jeg så en smule forvirret ud, så hun smilede til mig og hævede både hænder og arme med en undskyldende gestikulering, som kun sydeuropæere kan gøre, mens hun sagde: "What can I say? It's Portugal". 

Så grinede vi lidt af hele situationen og jeg slentrede hen til den næste metro station, mens jeg nød de sidste rester af turen, inden jeg var helt hjemme i Danmark igen.

Jeg var i god tid i lufthavnen, så jeg havde rigeligt med tid til at tænke turen igennem. Pludselig fik jeg øje på Veronika, som jeg jo ikke havde fået sagt farvel til. Jeg skyndte mig over for at ønske hende en god tur hjem og tak for en skøn tur, mens vi aftalte, at vi lige skulle skrives ved. Dejligt lige at få sagt ordentligt farvel. Så var ringen sluttet og jeg gjorde mig klar til at hoppe ombord i flyet. 

Vel ankommet til Billund, stod Heidi og ventede på mig. Dejligt at være hjemme igen. Der var lidt anderledes temperaturer her i Danmark, end der var i Portugal. Det skulle jeg nok lige vende mig lidt til, men det havde jeg så lige et par dage til, inden hverdagen for alvor ville melde sig igen.