4. august 2021 - 13. etape fra Skals, over Hjarbæk, til Viborg (24 km)

13. etape af NRGinoen er vel overstået. 24 kilometer fra Skals over Hjarbæk, med udsigt til fjorden og derefter videre til Viborg.

I bedste OL stil, var dagens tur en stærk kandidat til podiet over de etaper, der ville være den smukkeste på turen indtil videre og den stod for presset.

Det startede allerede fra Skals, som i det store hele er “omringet” af vand. Simested Å mod nord, Skals Å mod syd og Hjarbæk Fjord ret forud - i hvert fald i den retning jeg skulle 😊 Apropos

Hjarbæk Fjord var det dagens højdepunkt. Det bliver ikke mere idyllisk end at ankomme til den lille lystbådehavn ved Hjarbæk i solskinsvejr. Jeg var faktisk så betaget af stedet, at jeg glemte at få en is.

Der var også dejlig mange højdemeter i dag. Det giver som regel den bonus, at der er den skønneste udsigt på toppen. Heller ikke her blev jeg skuffet.

Jeg smider selvfølgelig billeder op, men de yder faktisk ikke den retfærdighed, som udsigten fortjener. Efter Hjarbæk gik turen mod Viborg, hvor jeg i første omgang gik igennem et sommerhusområde, og derefter lidt “markvandring”, før jeg igen blev ledt ind på et stykke af Himmerlandsstien.

Sidste stykke mod Viborg var gennem et skovområde, for endelig at kunne indtage den første større by på min færd. Slutdestinationen var domkirken og jeg rundede samtidig 300 kilometer samlet.

I tillæg til det, har jeg nu passeret halvvejsmærket på min tur. Nu venter en kort pause, før der tages hul på anden halvdel af turen.