Mange af de ruter jeg har gået, er kendte ruter, der er og har været velafmærket. Ture, hvor det ikke har kunnet "gå galt" med at finde vej.
Det kunne det i og for sig heller ikke på denne rute, for godt nok var der ingen markeringer, men da jeg er lokalkendt og bor i området, kunne det ikke gå helt galt.
Jeg har valgt at kalde ruten for Aarhus Nord ruten, men det dækker over at gå fra Gl. Egå, langs stien, der går parallel med fjernvarmerørerne, der fører en hen til Egå Engsø.
Jeg valgte at følge engsøen i urets retning, forbi shelterpladsen og cirka halvvejs på ruten, drejer man til venstre ad en asfaltsti, under en bro, hvor man går en kilometers penge, før man rammer Mollerup skoven.
En rundgang i Mollerup skoven, fører en tilbage til udgangspunktet, hvorefter turen går forbi Mollerup Golf Club. Her fører en sti ned mod Terp. Den ER afmærket. Til gengæld er stien spærret af lige inden Terp, så her måtte jeg lige improvisere en lille smule.
I Terp drejer man til venstre og lige før man kommer ud af byen igen, drejes til højre ad kirkestien, der fører en op til Lisbjerg. Igennem Lisbjerg, via Præsteager, kommer man til Lisbjerg-skoven.
Igennem skoven ad små kringlede stier, kom jeg igen ud til Elevvej og Koldkilde, hvor jeg fulgte landevejen cirka en kilometer, indtil jeg kom til Elev.
Drejede til højre ad en trampesti, hvor jeg havde Elev på venstre side og markerne på højre og det førte mig op til Nye, som er den bydel, der ligger klods op af Elev.
Herefter gik turen til Elsted, Lystrup, gennem Lystrup Sønderskov, inden jeg ad "bagvejen" igen landede i Gl. Egå.
Egå Engsø er et sandt eldorado for både store og små. Denne 115 ha store oase blev skabt tilbage i 2006-07. Rundt om engsøen, går der en 5,3 kilometer sti, hvor man ved selvsyn kan nyde de mange forskellige dyrearter - både til lands, til vands og i luften. Blandt andet er området i de seneste år blevet kendt for sine havørne, men man kan også opleve fiskeørne, høge, falke, traner og isfugle.
I vandet er der blandt andet gedder, skrubber, skaller, havørreder, ål og aborrer og på land oplevede jeg selv på min egen tur et par ræve, samt rådyr og man går ikke mange meter, før man støder ind i det mangfoldige dyreliv. Det til trods for, at mange valfarter til søen. Både gående, løbere og cyklister har mulighed for at være der i samklang med alle dyrene og de fleste udviser heldigvis den respekt der skal til, for at bevare denne perle.
Ved aktivitetspladsen, er der opstillet shelters og bålplads, hvis man skulle få lyst til at overnatte og i umiddelbar nærhed, er der et fugletårn, hvor man kan få et godt view ud over hele engsøen.
Har man fået mod på at besøge dette skønne område, kan man læse mere om det på dette link:
Mollerup skoven er et andet åndehul, som i lighed med engsøen, på det kraftigste kan anbefales at besøge.
Skoven er en relativ ny skov, og blev etableret i 1990'erne og selvom den ligger godt pakket ind mellem boligblokke, industri og forstadskvarterer, bemærker man det slet ikke, når man går inde i skoven.
Tværtimod. Her er afmærkede stisystemer, til både gående og løbere, høje træer, så lyset kan komme igennem, men også frugttræer og bærbuske. Tillige med det, er der også mulighed for at se køer der græsser på marken og i det mere tætte krat, har børn bygget huler, og vil man ikke følge de afmærkede stier, er der også mulighed for at gå "off-pist", hvis det tiltaler mere.
Af andre lokkemidler, kan nævnes shelterplads, hundeskov og legeplads til de små. Mere information kan læses her:
Endnu en perle, jeg synes fortjener at blive nævnt på denne tur, er Lisbjerg skov.
Skoven er på 280 hektar (ha), hvoraf de 180 ha er gammel skov. I perioden i starten af 1990'erne plantede man yderligere 100 ha skov og derfor kendes skoven mest i dag som en af de nye skove i Aarhus området.
Dele af skoven er tæt bevokset og mange insekter har fundet vej hertil, men det er nok kombinationen af det åbne og de mere lukkede områder, der gør skoven et besøg værd.
Også her er der shelterplads og generelt synes jeg, at man har været god til at integrere muligheder for, at vi der kommer i skovene, har områder, hvor man kan samles, men stadig i respekt for natur og dyreliv.