På en råkold søndag morgen, startede dagens etape i Kollemorten, der ligesom Mortensaften, har fået sit navn fra ”Den kolde bisp Martin”. Det er dog heller ikke med de varmeste følelser, jeg forlader byen.
Området er utrolig smukt, men byen Kollemorten, er i min øjne trist og slidt, så det er ikke her, jeg kommer til at bruge min sommerferie. Ellers var jeg tilbage i et område med åbent landbrugsland og småskove, med små og bugtede landeveje, kombineret med markveje, en skøn og hyggelig tur. Midt på turen, kom jeg tæt forbi Givskud Zoo, hvor en del af de oprindelige hærvejsspor også var. S
porene inde i Zoo er i øvrigt lukkede for vandrere og cyklister af indlysende grunde, for man må kun ”løve” derinde (undskyld, dårlig joke). Videre gik det ned mod Jelling, som vel ikke behøver nærmere introduktion.
Her findes Jelling monumenterne (Jellingstenene), der vel uden sammenligning er landets største kulturarvs-monumenter. De dateres helt tilbage til ca. 950-965 og afspejler en væsentlig transformation i den danske historie, nemlig overgangen fra den hedenske vikingetid, til den kristne middelalder.
Samtidig er det et symbol for ”fødslen” af det danske monarki, anført af Gorm den Gamle, hans kone Thyra (Thyre) og deres søn Harald Blåtand. Sidenhen har der været nok så berømte konger, og her kan eksempelvis nævnes Kong Niels, der regerede fra 1104 til 1134, men blev dræbt af onde folk fra Slesvig efter slaget ved Fodevig (Sverige) i år 1134.
Christian den 4. er den længst siddende monark, vi har haft og han regerede i godt 60 år (1588-1648) Han er nok i den brede befolkning mest kendt for alle sine bygningsværker, så som Børsen, Regensen, Rosenborg slot og ikke mindst Rundetårn.
Den nuværende regent, Dronning Margrethe den 2., er i øvrigt den monark, der har regeret i næst længst tid og kan til næste år (2022) fejre sit 50-års jubilæum.
Tilbage med fødderne plantet solidt i den jyske muld, har jeg nu med dagens 19 kilometer samlet set gået 426 kilometer. Efter at de sidste fem etaper har været enkeltdags-etaper, begiver jeg mig de næste gange ud på dobbelt etaper.
Jeg tænker, at jeg pga. de mange afbræk, nok ikke rigtigt er kommet ind i det ”zen-mode” mange vandrere ofte beskriver, er benzinen for deres vandringer. Måske det kræver, at man er ude i længere tid ad gangen. Jeg har dog i takt med, at jeg har bevæget mig ned gennem Jylland i højere grad lært at nyde turene og opleve nuet, uden at have fokus på ”hverdagens trivialiteter”.
Så jeg lærer hele tiden. Vabler har jeg været forskånet for, bortset for de, jeg havde med hjemmefra, efter at have slået græs med bare tæer i træsko (virkelig dumt). I takt med at have forsøgt at læse mig til, hvilken slags plastre, der er bedst at ”pakke” sig ind i, har jeg efterhånden fået indkøbt så meget forskelligt, at jeg har til et helt fodregiment.
Næste gang, jeg skal af sted, er det som sagt på to etaper. Første tur er på godt 20 kilometer, og strækker sig fra Jelling til Småkær, der rent geografisk ligger sydvest for Vejle og nord for Egtved. Hvis alt går efter planen, bliver det i slutningen af denne måned.