Dybbøl Mølle

Dybbøl Mølle

Gendarmstien - lidt historie

27.-30. september 2022

Min ældste datter og jeg har vandret i fire dage langs Gendarmstien, hvor gendarmerne tidligere huserede, for at vogte mod smuglere og andre kriminelle.

Omkring gendarmerne og deres virke, har jeg i ærefrygt for historien tilladt mig at "sakse" direkte inde fra Gendarmstien's hjemmeside, for at få den helt nøjagtige genfortælling:

"Når du følger Gendarmstien, er det ikke svært at forestille sig, hvordan grænsegendarmerne holdt både øjne og ører åbne, når de til fods gik deres faste ruter langs de stejle skrænter, gennem de hemmelighedsfulde skove og ad de flade strande.

Deres opgave var nemlig at holde udkig efter smuglere, som forsøgte at bringe varer ind i eller ud af landet uden at betale den told, der gennem århundreder var en af Danmarks vigtigste indtægtskilder.

Grænsegendarmeriet blev dannet i 1839 for at beskytte toldvæsnets embedsmænd ved hertugdømmernes grænse langs floden Elben. Efter nederlaget i 1864 flyttede den danske grænse sig mod nord til Kongeåen - og i 1866 flyttede gendarmeriet med.

Ved Genforeningen i 1920 rykkede grænsegendarmerne igen sydpå og patruljerede langs den nuværende grænse fra Vadehavet mod vest til Als’ sydspids mod øst. I 1958 overgik grænsekontrollen til politiet, og gendarmkorpset var historie efter mere end 100 års virke.

Men brudstykker af Gendarmstien lå der stadig, og i 1980’erne fik man igen øjnene op for den historiske sti."

Lidt praktisk info om Gendarmstien.

Turen fra Padborg til Skovby er oprindelig delt i fem etaper og er en samlet tur på ca. 84 km. Turen er en klassisk A-B rute. Det vil sige, at man starter et sted og slutter et andet.

Om man starter i Padborg eller Skovby, er op til en selv. De fem etaper er opdelt således (fra Padborg):

1. Bjerg-etapen - Padborg - Sønderhav (ca. 15 km)
2. Tegl-etapen - Sønderhav - Brunsnæs (ca. 20 km)
3. Krage-etapen - Brunsnæs - Gammelmark (ca. 19 km)
4. Strand-etapen - Gammelmark - Høruphav (ca. 19 km)
5. Mølle-etapen - Høruphav - Skovby (ca. 10 km)

Turen er godt afmærket og der er mange steder, hvor der er rig mulighed for at holde pauser og få tanket vand op. Ligeledes er der masser af muligheder for at finde overnatning langs ruten.

I modsætning til den "officielle" opdeling af etaperne, valgte vi at tage turen over fire etaper, af logistiske hensyn. Det betyder jo så selvfølgelig, at de bliver en smule længere i gennemsnit. Det vælger man jo heldigvis selv.

Vi valgte at tage toget fra Aarhus til Padborg og så begynde vores vandring derfra. Da vi landede i Skovby, blev vi hentet og kørte derefter tilbage til Aarhus. Der er dog også mulighed for at man kan parkere sin bil og så tage den offentlige trafik, for på den måde at få bundet turen sammen. Ydermere, er der også en mulighed for at bruge 'Gendarmstien Flex', hvor man kan aflevere sin bil og den så derefter bliver kørt til modsatte destination og venter på, at man kommer i mål.

Hvis man er til planlægning hjemmefra (som jeg er), er det en god idé at kigge efter, hvor der skal handles ind og der fandt jeg ud, at man med fordel skal have "tanket mad i rygsækken", inden man begiver sig ud på Broagerland. Man kan tage en lille afstikker til Broager på sin tur, eller som vi gjorde ved at fylde rygsækken allerede i Gråsten. Så er der dog lidt ekstra at slæbe på. Mere om det senere i fortællingen.

I min planlægning af turen brugte jeg Gendarmstien's egen hjemmeside. En virkelig fin hjemmeside, som rigeligt dækker de behov, man måtte have, når man skal sidde og planlægge en tur som denne.

Om vores tur på Gendarmstien..

Som sagt, havde min datter og jeg hjemmefra planlagt, at vi ville vandre Gendarmstien på fire etaper, i stedet for de fem, som kan ses længere oppe på siden. I vores tilfælde var det i forhold til, at få kalenderen til at gå op.

Vi tog toget en tidlig tirsdag morgen fra Aarhus Banegård og godt to timer senere, landede vi Padborg. Cirka 300 meter fra banegården i Padborg starter ruten og så var vi ellers i gang.

Vi vidste at dagen ville blive lang, for vi skulle helt til Gråsten og stedet hvor vi skulle overnatte, lå ikke lige på ruten. Vi var jo forberedt på regnvejr, men vi havde nok ikke forestillet os, at det ville vare hele dagen, med undtagelse af de sidste par kilomeer, ud af i alt ca. 28 kilometer. 

Vejret til trods, var denne første etape fra Padborg til Gråsten utrolig smuk. Og det selvom det regnede det meste af dagen. Vi oplevede kuperede skovstier, men også åbne arealer med et fantastisk view ud over Flensborg Fjord og ved Sønderhav havde vi udsigt til Okseøerne, hvor sagnet bl.a. fortæller, at Dronning Margrethe d. 1. døde af pest, efter at have besigtiget byggeriet ved Duborg Slot, der ligger i Flensborg.

Videre langs fjorden det gik, indtil vi nåede til Gråsten. Det var ellers meningen, at vi ville have været forbi Gråsten Slot, men da vi var både kolde og våde ved ankomsten til Gråsten, valgte vi at søge ly på det Bed & Breakfast, vi havde booket hjemmefra. Vi havde egen indgang og efter at have hængt tøjet til tørre, fik vi en lille lur, inden vi var i den lokale brugs i Gråsten, for at handle ind til aftensmad, der egentlig bare bestod af et tørt flute med pålæg, fordi ingen af os orkede mere den dag.

Lystbådehavnen, Marina Minde, ved Egensund

Lystbådehavnen, Marina Minde, ved Egensund

Skøn udsigt ud over Flensborg Fjord

Skøn udsigt ud over Flensborg Fjord

Cathrinesminde Teglværksmuseum

Cathrinesminde Teglværksmuseum

Før vi begav os ud på dag 2, der gik fra Gråsten til Skelde, der ligger på Broagerland, var det vigtigt lige at planlægge det med maden.

Dels var der ikke mulighed for at få morgenmad hvor vi overnattede og dels var det heller ikke en mulighed, at få aftensmad det næste sted, vi ville ankomme. Her ville der så til gengæld være mulighed for at få morgenmad for dag 3.

Eneste umiddelbare indkøbsmuligheder ville være i Broager, men det ville så kræve en lille omvej på et par kilometer, så der var et valg, vi skulle foretage os, inden vi drog afsted.

Vi valgte at få handlet ind til fire måltider. Morgen, middags- og aftensmad for dag 2, samt middagsmad for dag 3. Det må jo ikke fylde og veje for meget. Omvendt skal det også være nærende kost og Brugsen i Gråsten havde heldigvis alt hvad vi behøvede, så vi var glade og motiverede da vi tog afsted. Måske også fordi vejrudsigten så lidt anderledes ud denne dag. Lettere overskyet, med hang til sol og ingen regn overhovedet. Det' dur', som vi siger her i Jylland.

Turen gik over Egernsund-broen, forbi kirken og ned forbi marinaen, før vi blev ledt ud på det, man i vandresprog kalder for et klassisk landbrugsland, hvor vi var omgivet af marker, men samtidig også måtte "æde" højdemeter, der til gengæld gav os en herlig udsigt ud over fjorden.

Forbi teglværkerne og ud på spidsen af Brunsnæs, hvor vi nød vores frokost. Turen fortsatte skiftesvis langs vandet og ad markveje, inden vi måtte krydse ind i landet, for at nå til vores ophold for natten i Skelde.

Hattesens Gård i Skelde:
Vores vært i Skelde, havde været kaptajn hos Mærsk i over 50 år og han fortalte lidt om livet til søs, men også om at bo under fremmede himmelstrøg, mødet med andre kulturer og det at prøve at forstå dem. Han havde boet i mellemøsten, men også flere år i Japan, hvilket hjemmet også bar præg af. 

Han var blevet enkemand for år tilbage, men i stedet for at sætte sig ned og trille tommelfingre, brugte han sin tid på børn, børnebørn og med stolthed i sin stemme, også snart oldebørn.

Ved siden af det liv, tog han også imod gæster som os, der var på farten. Det er altid en fornøjelse at høre på andre mennesker, der har oplevet ting, jeg slet ikke kommer i nærheden af. En ældre herre, der havde taget Mærsk-mottoet til sig: "Intet tab skal os ramme, som ved rettidig omhu kunne afværges". Historierne blev fortalt med en underfundig humor.

Videre på turen - dag 3:
Endnu en dag med regn, men også endnu en dag i det smukkeste terræn. 

Vi havde jo afviget lidt fra ruten, da vi skulle finde et sted at sove og efter at have fundet ind på ruten, var vi klar til næste akt mod Sønderborg.

Fra start af, havde vi aftalt, at vi skulle overnatte i Sønderborg - den store by i området og så måske ose lidt omkring, når vi havde sundet os. 

Før vi nåede til det, havde vi dog en længere dag foran os, hvor vi det meste af dagen havde udsigt til Sønderborg, men det føltes nu alligevel som værende meget langt væk. 

Som i de andre dage, vekslede terrænnet mellem skov, trampestier og at gå langs stranden. Og som noget nyt, også i vandet. Pludselig blev vi mødt af en kile, der trængte sig ind i en komark og eneste måde at forcere denne forhindring på, var at kravle under et pigtrådshegn, for at komme videre.

Mens vi tog vore rygsække af, tog regnen til og da vi skulle under hegnet, fik pigtråden fat i mit regnslag. Not my finest hour😉
Vi kom dog videre og først senere, har jeg via Gendarmstien's fine hjemmeside set, at man ved højvande og ved vintertide med fordel, kan benytte landevejen, der ligger længere inde i landet. Så meget for den forberedelse.

Resten af turen rundt i bugten ved Vemmingbund foregik lidt mere gelinde og da vi først kom om på den side, der ville lede os ind til Sønderborg, var der ingen problemer.

På denne side vandrede vi mest af trampestier og små grusstier og vi valgte at slå et slag forbi Dybbøl Mølle, for at mærke historiens vingesus. Besøget ved Dybbøl Mølle blev ikke så langt. Regn, blæst og et naturligt indhug i vores fysiske formåen gjorde, at vi hurtigt satte kurs mod vores hostel i Sønderborg, for at få hvile.

Den eneste sightseeing vi fik den dag, var en tur forbi det lokale pizzeria og resten af rundturen i Sønderborg, foregik for vores indre øje 😉

Sønderborg Slot

Sønderborg Slot

Det mest berømte træ på Gendarmstien

Det mest berømte træ på Gendarmstien

Lystbådehavnen i Høruphav

Lystbådehavnen i Høruphav

fjerdedagen tog vi afsked med vores hostel, der er beliggende i den nordlige del af Sønderborg, lidt ude fra bykernen. Et dejligt sted. God overnatning og mulighed for at vi kunne få et værelse, uden at der skulle dele det med andre. Der kunne også tilkøbes morgenmad og laves madpakke, hvilket vi gjorde, så bestemt et sted, der kan anbefales, hvis man skal overnatte i det område. Eneste minus var, at hvis man, som vi havde det, har tunge ben, er der lidt langt ned til centrum af Sønderborg, men det er en anden sag.

For vores vedkommende var vi nu på sidstedagen, så vi drog frejdigt af sted og "fangede" igen ruten nede ved Sønderborg Slot. Det var som bekendt her, at myten omkring Chr. d. 2. blev til. Den afsatte konge blev fængslet på slottet i år 1532 og i desperation, vandrer han rundt om et marmorbord i den trange fængselscelle og med sin ene tommelfinger hvilende på marmorpladen, for at trække rille, som et symbol og et vidnesbyrd om sin egen sørgelige skæbne.

Tilbage til nutiden og lidt mindre dramatisk, fortsatte vi nu vores tur hen langs marinaen, fordi lystbådehavnen og stille og roligt forlod vi bylivet i Sønderborg, til fordel for skovområder, hvor vi bevægede os igennem Sønderskoven, og vel nok så Gendarmstiens mest berømte træ, der i en del år har stået på afgrundens rand, men med stærke rødder, stædigt fastholder sit tag for at overleve. 

Videre gik turen til Høruphav, hvor vi blev mødt af den lille lystbådehavn, hvor ænderne lå og hyggede sig og slikkede solskin. Det forstår man jo godt. Det havde der ikke været mange muligheder for de foregående dage. Ved udkanten af Høruphav, skulle vi op ad en stejl trappe. Til gengæld havde vi så den skønneste panoramaudsigt ud over vandet.

De sidste 10-11 kilometer fra Høruphav til Skovby foregår mest i markskel og er af flere blevet udskældt for at være kedelig. Det synes jeg personligt er en noget hård bedømmelse. Dels er der stadig udsigt ud over markerne, der alt efter årstiden komme, konstant skifter udseende og dels har man konstant "vandkig" til sin højre side. 

Det mener jeg ikke, man skal undervurdere og jeg kan hilse og sige, at der er stræk på Hærvejen, der er mere kedelige end dette stræk. At den sidste del af ruten har fået prædikatet 'kedelig', hænger nok også sammen med, at man har været meget forkælet på det meste af turen og nu hvor man nærmer sig endestationen og man både fysisk og mentalt er ved at være lidt drænet, kan vi to-benede oprejste dyr, jo godt blive lidt krævende :-)

Gendarmstien gik oprindelig kun til Høruphav, men i 2016 udvidede man ruten til Skovby, så den kunne få forbindelse til Alsstien, der er en 64 kilometer lang tur, der i store træk går langs østkysten af Als, inden den krydser henover Nordborg og slutter i Hardeshøj ved Als fjord.

De sidste 4-5 kilometer var dog alligevel præget af ben, der gerne ville se målstregen i Skovby, som vi dog havde forlænget til den lokale brugs, for at få friske forsyninger og for at blive afhentet. 

Trætte var vi, da vi ankom til mål, men også glade og stolte over, at have gennemført Gendarmstien. For mig personligt, var det en kæmpe oplevelse, at have en far/datter tur, hvor der bliver talt om alt og ingenting. Det er netop det fede ved at vandre. Paraderne falder. På nogen stræk får man vendt alle verdens problemer, mens man på andre stræk "blot" går ved siden af hinanden og kan høre åndedrættet og skridtene blive taget. Et efter et. Klichéfyldt? Javel, men det er altså balsam for sjælen.

Selvom vi on/off har haft store udfordringer med vejret, kan vi ikke rose Gendarmstien nok. Denne meget afvekslende og naturskønne rute, der med få undtagelser også er rigtig godt skiltet, kan anbefales til alle, der måtte have lyst til vandring over flere dage. Selvfølgelig skal der trænes til sådan en tur. ikke så meget fordi de enkelte etaper er kuperet, nok mere fordi, at man skal vende sig til at gå flere dage i træk.

Gendarmstien var den første rute her i landet, til at få prædikatet 'Europæisk Kvalitets Vandrevej', hvilket kort betyder, at ruten skal tage hensyn til landskabsafveksling, godt underlag, infrastruktur, natur- og kulturoplevelser m.m.

Det lever den rigtig fint op til og med hjælp fra Gendarmstien's egen hjemmeside, er der rig mulighed for at planlægge turen, således, at det passer i forhold til de enkelte etapers længde, indkøbs- og overnatnings muligheder. På selvsamme hjemmeside, kan man også få en udførlig beskrivelse om dyreliv, landskaberne på ruten, historien i det sønderjyske og på Als, myter og sagn.

Intet er overladt til tilfældighederne, så det er bare med at komme afsted. Vi har allerede besluttet, at vi vil prøve den igen ved en senere lejlighed. Rigtig god tur.