30. april 2021 - 2. etape fra Hulsig til Tversted (24 km)

2. etape af NRGinoen er hermed vel overstået. Lige knap 25 km fra Hulsig til Tversted. Nordjylland viste sig igen fra sin pæneste side. Turen fulgte Vestkystruten, som også kaldes cykelrute 1. Den går fra Grenen til grænsen via vestkysten....sjovt nok 😉 Jeg følger den kun til Hirtshals, hvorefter jeg følger Hærvejen ned gennem Jylland.

‘Cykelrute 1 er en blanding af grusstier, asfaltveje og regulære markveje, men endnu en gang i den smukkeste natur og med en lille afstikker til Råbjerg Mile, når jeg nu var så tæt på. Om det var det der sad i “benern” til sidst skal jeg lade være usagt, men målstregen kom meget kærkomment i dag 😀 jeg kom lige forbi en restaurant, hvor jeg nåede at bestille bord, inden jeg ankom til mit overnatningssted.

Der er dog den lille ulempe, at der er ca. 500 m derhen og det virker lidt langt lige nu, men mon ikke det går. I morgen står den så på en lidt kortere tur fra Tversted og så til Hirtshals - nærmest en sprinteretape på en 18-20 kilometer, som jeg lige husker det.