Dagens etape, var imødeset med en vis gru, da det var første gang, jeg har været ude på tre etaper i træk og da jeg ikke længere er en Aars-unge (tøhø), var jeg lidt i tvivl om, hvordan benene ville reagere sidst på turen.
Godt nok var de tunge til sidst, men ikke værre, end at det snildt kunne klares. Jeg har læst flere beskrivelser af denne etape, om at den skulle være ubeskrivelig kedelig. Det synes jeg nu nok er hårdt dømt. Rigtigt er det, at den er lidt ensformig, da hele turen foregår på en gammel jernbanestrækning, der blev benyttet helt frem til 1999.
’Himmerlandsstien’, som den kaldes, er 79 km lang og strækker sig fra Løgstør til Viborg, hvoraf det meste af ruten er belagt med stenmel. Ift. de tidligere dage, er ruten blottet for voldsomme stigninger og det gør den overkommelig. Det relative bløde underlag gør også, at benene har det bedre, end hvis det havde været asfalt man skulle have gået på.
Hvis man fjerner sit blik fra stien, kan man også se den skønneste natur og især ”de Himmerlandske heder” fortjener at blive fremhævet. Her er der også muligheder for at komme på særskilte udflugter, for at kigge på flora og fauna. På selve ruten står der fortæller-bænke, hvor man har mulighed for et lille hvil, eller fortælle en god historie, hvis man følges med nogen. Ved hver bænk hænger der et lille skilt, hvor der er lidt historik over området, eller små anekdoter og andre gode fortællinger.
Min endestation for i dag var som sagt Aars og lige inden jeg nåede dagens mål, flettede ruten sammen med ruten til Frederikshavn, således, at der fra Aars og til Dannevirke er fællesstrækning på Hærvejen.
Nu er der et lille ophold, inden næste etape skal vandres.
Dagens tur var ca. 29 km og er nu nået ud på den gode side af 230 km samlet.