(13-10 2022)
Mariager Rundt - "det praktiske"
Turen er officielt 11 kilometer lang, men inklusiv turen op til 'Sukkertoppen' (236 trin) og forbi klosterkirken inde i Mariager, nåede min rundtur op på godt 13 kilometer.
Jeg satte min bil ved brugsen inde i Mariager og startede min tur fra havnen, tæt ved 'Havnens Grill og Pølsebod' og gik derefter turen mod urets retning.
Samlet set indeholdt turen i underkanten af de 300 højdemeter og netto brugte jeg i omegnen af 3 timer på turen. Derudover kom der så pauser. (iflg. mit Garmin ur)
Min rundtur startede ved havnen i Mariager og som sagt, gik min tur mod urets retning. Der er dog skiltet således, at man kan gå i begge retninger.
Jeg gik derfor langs Ny Havnevej og havde turistinformationen på min venstre side og fulgte derefter en lille sti, hvorfra man havde den fineste udsigt ud over fjorden.
Herefter passeres Mariager Camping, før man ledes ned til vandet og efter ca. 1 kilometer, er man ved Færgehage, der skulle være et yndet sted at bade, hvis man har trang til den slags ting midt i oktober 🙂
Videre gik det ind i Vesterskov og det var her jeg tog min første lille afstikker. Der er et skilt efter godt 2 km., der viser vej mod Sukkertoppen. 236 trin er der op til toppen og midt i det hele passerer man jernbaneskinnerne fra Mariager-Handest Veteranjernbane, så det er vigtigt, at man ser sig for, før man går over sporene.
Selvom det kan være en smule hårdt at komme op på toppen, er det hele turen værd, at gå derop. Der venter den smukkeste udsigt og en bænk, hvor man kan hvile sig og få et tår vand, før det igen går nedad, for at ramme ruten igen.
Turen fortsætter i Vesterskov i et lettere kuperet terræn, indtil man ender ved Asserdal. De næste knap to kilometer går man i udkanten af Mariager og passerer Mariagerfjord Frikirke og hvis det ikke var skiltet, ville jeg i hvert fald være i tvivl, om det var en kirke.
Det lokale Stadio Communale (fodboldstadion, for ikke fodboldinteresserede), så skarpt og nyklippet ud og fik Parken til at ligne en pløjemark.
Man ledes op til Gammel Hobrovej, hvor man skal 'lige igennem' en rundkørsel. Herefter skulle jeg oprindelig være drejet til højre - ind i Rosenhaven (som jeg kommer tilbage til) - men fortsatte ad Klostergade og Kastaniealle, for at komme ned til Mariager Kloster og Mariager Kirke, der ligger side om side.
I Klosteret er der en udstilling, som jeg dog ikke havde tid til at se denne dag, men ellers er der åben i dagtimerne. Er man på tur i Mariager, vil jeg helt klart anbefale, at tage et smut forbi, for at se disse imponerende bygninger. Der er også bord/bænkesæt, hvor man kan nyde sin madpakke og få sin kaffe.
Herefter gik turen tilbage ad samme vej jeg kom fra, indtil jeg kom til Rosenhaven, og igen var inde på selve ruten. Årstiden er desværre ikke helt optimal, da det er sidst på sæsonen, men man kunne dog stadig få et glimt af de smukke roser, der var i Rosenhaven.
Da min egen viden om roser ikke helt rækker, har jeg fået eksperthjælp, der fortæller mig, at roserne blomstrer fra juni til sidst på efteråret, men at de her i medio oktober dog skal have gode betingelser, for at man stadig kan nyde dem. Som sagt, var der lidt tilbage.
Munkholmanlægget er en perle i Mariager. Parken, der er skænket til byen, er et yndet udflugtsmål for både lokale og turister og det er med god grund.
Området er kuperet, med sø og vandløb, der er indhyldet af høje bøgetræer og det oser af idyl. Et sted, hvor man rigtig gerne vil være.
Kunstneren, Thomas Dambo, er blevet kendt for sine trolde, der er lavet af genbrugstræ. Både i ind- og udland. Det er "hemmeligt", hvor troldene står, men man må gerne få et hint og man går ikke helt forgæves, hvis man går ind i Munkholmanlægget.
Er man heldig, finder man kæmpetrolden Ivan Evigvår, der står og vogter over denne smukke park.
Igen gik turen ud af byen og langs trampestier og markveje, bliver man ledt op til Hohøj, der er Skandinaviens største gravhøj. Selve gravhøjen er 12 meter høj og har en diamater på 72 meter. Da gravhøjen samtidig med, ligger 110 meter over havets overflade, er der en skøn udsigt fra toppen.
Hohøj, der reelt set også er en gammel høvdingehøj, har også gennen tiderne været genstand som samlingssted og der har været afholdt flere folkemøder på stedet.
Blandt andet forsøgte digter-præsten, Steen Steensen Blicher at arrangere et møde, hvor han i anledningen skrev sangen: "Jyden, han er stærk og sej." Det udsagn passer jo stadig, selvom mødet efter alt at dømme, aldrig blev afholdt.
Desværre har jeg ikke et billede, der rigtig yder udsigten retfærdighed, så anbefalingen må være, at man selv tager forbi, for at opleve det.
Sidste del af turen gik ned gennem Alstrup Krat, der er præget mosebund og nåletræer og trods det, at det ligger så tæt på Mariager, er stilheden larmende, når man står stille. Man hører kun sin egen vejrtrækning.
Herefter går turen ned gennem Oksendalen, der er formet som en slags slugt og er dannet som følge af erosionen fra smeltevandet under istiden.
Herefter er man tilbage ved Mariager By og turen går hen ad Fjordgade, med udsigt direkte ud over fjorden. Sidst, men ikke mindst, havner man i Østergade med de smukke bindingsværkshuse og de idyliske stokroser kravlende op ad murene.
Sidste stykke er ned ad Havnevej, der fører en det sidste stykke i mål.
Turen er bestemt anbefalelsesværdig. Jeg er selv overrasket over, at turen sælger sig selv så godt. Bevares, der er enkelte passager, der skal overståes, men det er i småtingsafdelingen.
Selvom, det ikke officielt er en del af selve ruten, vil jeg anbefale, at man "slår et smut" forbi Sukkertoppen, samt klosteret og kirken inde midt i byen.
Skiltningen er fin, så det skulle være til for de fleste at finde vej. Længden og sværhedsgraden gør, at de fleste kan være med. God tur 👍🙂